1 mar 2023

Make Sound

- a residency for new sound based art

Inter Arts Center (IAC) i Malmö og Dansk Komponistforening udbyder i samarbejde residency-programmet Make Sound på IAC for danske kunstnere, der arbejder med eksperimenterende musik og/eller lydbaseret kunst. Der er tale om et åbent residency, hvor du kan udvikle egne projekter med lyd som omdrejningspunkt og med udgangspunkt i de unikke faciliteter, som IAC stiller til rådighed.

Det er muligt at søge om et residency på 2 til 5 uger, og der er to årlige ansøgningsfrister i april og oktober. Som artist in residence bliver du en integreret del af et exceptionelt kunstnerisk miljø, og du får adgang til en bred vifte af tekniske faciliteter, lydstudier og projektrum på IAC, såvel som teknisk assistance.

Et residency inkluderer et fast rejselegat på DKK 5.000 og et ugentligt arbejdslegat på DKK 5.000 til dækning af eventuelle produktionsomkostninger eller som kunstnerløn.

Sådan søger du?

Komponister og lydkunstnere som er bosiddende i Danmark eller har en stærk tilknytning til den danske musikscene kan søge om et Make Sound Residency.

Som ansøger skal du beskrive det projekt, du ønsker at arbejde med under dit residency. Udover en projektbeskrivelse skal vi have din motivation for og uddybelse af, hvordan du tænker at udnytte de faciliteter og det miljø, som IAC tilbyder. På IACs hjemmeside under Facilities er hvert studie og projektrum præsenteret, og her finder du også en liste over tilgængeligt udstyr på IAC.

Skriv også hvor langt et residency du søger (fra 2 til 5 uger).

Din ansøgning skal indeholde et CV, mindst 2-3 eksempler på eksisterende værker og en præsentation af din kunstneriske praksis.

Hvad lægger vi vægt på?

Vi lægger vægt på, at den enkelte projektidé og det ønskede residency kan bidrage til at udvikle nye formater og tilgange til eksperimentel musik samt lydbaseret kunst. Vi sætter pris på alle kvalificerende forsøg på at skubbe til og udfordre grænserne for, hvad vi normalt forbinder med nutidig musik og lydbaseret kunst.