8 jan 2020

NJORD Biennale 2020

- 30. januar til 2. februar 2020 i København

For tredje gang slår NJORD Biennale dørene op for et program sprængfyldt med ny og moderne kompositionsmusik, der tematiserer nogle af tidens store spørgsmål.

NJORD har inviteret den norske komponist Lasse Thoresen som årets composer-in-residence. Lasse Thoresen har gennem årtier været en markant og fornyende stemme på den nordiske musikscene, og vi er derfor beærede over at huse ham op til og under biennalen og kunne præsentere en del af hans oeuvre, der viser hans mange facetter som komponist.

Under temaerne DET ETNISKE NORDEN, INDRE & YDRE FRIHED og IMPRESSIONER foldes nogle af Lasse Thoresens seneste værker ud perspektiveret til andre nulevende, nordiske komponister og med referencer bagud til nogle af de store, gamle mestre – ikke mindst de franske impressionister.

NJORD 2020 byder således på både naturens lyde fra Arktis, samiske joiks, folkemusik fra Vestlandet i Nordnorge, iransk kvindeliv omsat til eksistentielle digte, musikteater for børn, islandsk kormusik, grønlandske sagn og meget, meget mere – der alt sammen afspejler temaernes mange facetter.

Desuden vil der igen i år være fokus på musikken udenfor de klassiske rammer, og der inviteres derfor til en række samtalesaloner, talks, fællesspisning og fakkeltog, der kan bidrage til fordybelse og fællesskab mellem publikum og kunstnere.

Som noget nyt afvikles en Musikkens Markedsdag for store som små i samarbejde med kulturhuset Nordatlantens Brygge. Her vil kulturhusets fem etager i løbet af lørdag den 1/2 fra kl. 11-17 være fulde af musik, kunst og poesi fra hele Nordatlanten.

Link til årets programbog