8 dec 2017

Njord biennale åbningskoncert

To sværvægtere på den danske musikscene, Athelas Sinfonietta og Mogens Dahl Kammerkor, står side om side, når NJORD Biennale 2018's fokus på mødet mellem musik og poesi for første gang udfoldes ved årets åbningskoncert i Festsalen på Kunsthal Charlottenborg

Athelas Sinfonietta stiller denne aften med en strygerkvintet, en pianist og tre percussionister. Sammen med klarinettisten Mathias Kjøller og Mogens Dahl Kammerkors nordiske stjernesangere vil de opføre et poetisk koncertprogram, hvor både ord og musik lader os reflektere over livet.

Gennem en vekselvirkning mellem korværker og små, instrumentale åndehuller bevæges publikum i en spiralform fra Anna Thorvaldsdottirs Ad Genua for sopran, kor og strygerkvintet, ind i koncertens midte, hvor en strygertrio mediterer over Thorvaldsdottirs Reflections, inden der atter drejes udad igen for at ende aftenen med Per Nørgårds Drømmesange for kor og slagtøj. Koncerten rummer desuden værker af Lasse Thoresen, Anders Nordentoft, Anna Cederberg-Orreteg og Benjamin Staern.

Samtalesalon om musik, poesi og billedkunst

Inden åbningskoncerten er der mulighed for at komme helt tæt på årets festivalkomponist Anna Thorvaldsdottir i en samtalesalon, hvor også den islandske digter Guðrún Eva Mínervudóttir, den norske komponist Lasse Thoresen samt forfatter og radiovært Knud Romer sætter ord på møderne mellem musik, poesi og billedkunst.

Efter salonen bydes på en let anretning, som kan købes sammen med koncertbilletten. Det er Apollo Bar, ejet af den kendte kok Frederik Bille Brahe, der står bag aftenens anretning. Han ejer i forvejen den populære café Atelier September på Gothersgade og er kendt for sin kreative tilgang til faget.

PROGRAM

  • Anna Thorvaldsdottir: Ad Genua (2016), dansk førsteopførelse
  • Anna Cederberg-Orreteg: Music to Hear (2009)
  • Benjamin Staern: 2 Tranströmersange (2008)
  • Anna Thorvaldsdottir: Reflections (2016)
  • Lasse Thoresen: SolSirkler (2016)
  • Per Nørgård: Drømmesange (1981)
     

Imellem de tekstbårne stykker opføres Anders Nordentofts Tre vignetter for solo bratsch.