4 sep 2018

Nicolai Worsaae portrætkoncert

Den Kolde krig, spionage og isolationsfængsling!

FIGURA Ensemble fylder 25 år, og i årets tredje jubilæumskoncert, byder de på en portrætkoncert af Nicolai Worsaae med Signe Asmussen bag mikrofonen.

Værkerne Wesenheit ab Wesenheit og WaWV skrev Nicolai Worsaae til FIGURA Ensemble, da han var ensemblets huskomponist. Inspiration kommer fra digtsamlingen Isolationsdigte af den østtyske spion Jörg Meyer. Under den Kolde krig spionerede Jörg Meyer for DDR mod Danmark og USA. Men han blev opdaget og oplevede i 1978 at sidde 11 måneder i total isolation. Det skrev han en håndfuld digte om, der udkom i 1979 på Informations Forlag.

Den digtsamling fik Nicolai for år tilbage af sin far Jørgen Worsaae, som i 1970′erne var fængselspræst i Vestre Fængsel – det fængsel, hvor den østtyske spion sad fængslet!

Lidt som en blind person famler Meyer i Isolationsdigteefter lydene rundt omkring sig, fra personer, biler og fugle, og oversætter dem til imaginære, levende billeder. Det er allerede dér en slags konkretlydskomposition, som drømmer sig ud af fængselscellens murer og tremmer.

Nicolais værker handler om det lille univers, som ens celle udgør, når man opholder sig i den 23 timer i døgnet. Den måde alle lyde bliver til en lang repetition, og lampen og radiatoren bliver ens venner. Det er ensomheden, men ligeså meget de psykiske tilstande, man oplever efter lang tids isolation: skizofreni og angst. Det er det, musikken forsøger at ramme. Med sin lydlige fortolkning trænger Nicolai Worsaae ind i nogle af de bivirkninger, som er forbundet med at være isoleret fra omverden.

I september udkommer en CD-udgivelse af Nicolais musik indspillet af FIGURA med Signe Asmussen på Dacapo Records og FIGURA fejrer både jubilæum og Nicolai Worsaae d. 24. september i Koncertkirken!