6 sep 2018

Netværksmøde om Lake Radio

ES21 - Netværket for Elektronisk Musik & Omegn inviterer til netværksmøde om Lake Radio d. 26. september på Nørrebro.

Denne gang kan du møde den eksperimenterende musiker Rasmus Stolberg (kendt fra Efterklang m.m.) og radiojournalist Jan Stricker (festivalarrangør m.m.) som sammen med Kasper Vang har skabt musikradio-succesen Lake Radio. 
 
Vi skal høre om visioner for og adgange til Lake Radio dels som radio i sig selv og dels som festivalarrangør (Badesøen Festival og By the lake festival i Berlin) samt i rollen som bestiller af værker fra komponister. Endelig får vi også nogle tekniske tips med på vejen ift. digital PR. Med andre ord vel mødt til en spændende dag i godt selskab med netværket og dagens profiler. 
 

Om netværket ES21

Elektronisk musik er en af de hurtigst voksende genrer i musikindustrien, og der er fart på både på den kommercielle scene og inden for den elektroniske undergrund af ny eksperimenterende musik.

ES21 er et tilbud til alle medlemmer af Koda, der har interesse for at udvikle og "forstyrre" sit eget kompositoriske virke, set-up og mindset med E21-inputs - et sted for faglighed, forgrening og foreningshygge.