29 sep 2021

Når musikken spiller sammen

Så er der festival i luften....

Og det er der, når OpenDays Festivalen i Aalborg i dagene 1. til 3. oktober indbyder til årets version, der som altid har fokus på den nye musik og lydkunst, eksperimenter og grænsesøgende udsagn, kort sagt oplevelser for den nysgerrige musikelsker.

OpenDays har også et ønske om at præsentere bredden i tidens rørelser, en farverig palet af mangfoldige udtryk og former.

I år byder de på musikteater med den hollandske sopran Fanny Alofs, musik med guitarfænoment Stefan Gerritsen også fra Holland, ligesom de præsenterer CRAS Ensemblet, der diverterer med hele 6 guitarer på scenen. De byder på en premiere på kammeroperaen Dreamers Walk, en kaleidoskopisk lørdag aften, hvor instrumentariet rækker fra den australske old-didgeridoo til elektroniske klange og lægger scene til en række af vore lokale sangere og musikere. Et spektakulært sammenspil mellem musikskoleelever fra Aalborg og topprofessionelle musikere fra Athelas Sinfonietta Copenhagen uropfører et stort nyskrevet værk af komponisten Louis Aguirre, der indskriver en lang række kuriøse instrumenter og spillemåder og i øvrigt dirigeres af komponisten selv. De byder på nordisk orgelmusik med fremragende Bjørn Andor Drage, organist og professor og meget mere i det Nord Norske, og de runder det hele af med Den Danske Messingkvintet, det ypperste indenfor sin genre selv i det store internationale perspektiv.

Via et unikt og venligt samarbejde finder begivenhederne sted på Utzon Centeret, i Teater Nordkraft og i Sankt Markus Kirke, og Danmarks Radio er på pletten og optager og udsender fra koncerterne.

I år har festivalen lagt yderligere en dimension til sit virke, idet 3 andre nordjyske institutioner udi musikken lægger bidrag i OpenDays. Således er nogle af aktiviteterne arrangeret af foreningen Ny Musik, Snow Mask Composers Group og Aalborg Operafestival.

OpenDays Festival debuterer i år i et andet og helt nyt samarbejde. Sammen med 3 andre musikforeninger har de skabt en fælles platform, som vi kalder Waves up North, der kan samle kræfterne omkring en række nye muligheder og en større synlighed for de 4 basis foreninger.

Waves up North åbner i disse dage en ny hjemmeside – www.wavesupnorth.dk – og det er i den portal, man kan finde flere og detaljerede oplysninger om samarbejdet og om OpenDays Festivalen 2021, program, aktører, tider, steder.