Musikforum Frederiksberg

Musikforum Frederiksberg er et samarbejde mellem tre musikere, blokfløjtenisten Louise Hjorth. violinisten Christine Pryn og fløjtenisten Karolina Leedo.
De har alle markeret sig som nytænkere i forhold til programlægning og koncertform, og med Musikforum Frederiksberg skaber de et alsidigt musikalsk forum, hvor ideer og initiativ kan blomstre. En musikforening i nye klæder!

Musikforum Frederiksberg LAUNCH er forummets opstartskoncert, som præsenterer de tre initiativtagere og giver en smagsprøve på Musikforum Frederiksbergs profil. 

Fra og med foråret 2019 byder forummet på koncerter med de tre musikere og deres mange ensembler og samarbejdspartnere, heriblandt Rudersdal Kammersolister, Lydenskab, Duo1702 m.fl.

Om LAUNCH

Musikerne spiller hver deres lille solokoncert med værker af Debussy, Carl Nielsen og C.Ph.E. Bach, der indrammes af to fællesnumre: uropførelser af hhv. Jexper Holmen og Carsten Bo Eriksen.

Musikerne benytter sig af hele det rå rum som venue i en ordløs iscenesættelse af en imaginær fortælling. Historisk og ny musik er hovedpersonerne, som vækkes til live af aftenens performere. Fortællingen ledsages af elektroniske soundscapes, der vil binde koncerten sammen.

Lyd og performance forenes til en sansemættende helhedsoplevelse og viser, at der ingen grænser er for hvad Musikforum Frederiksberg fremover har at byde på.