18 sep 2017

Moving opera

Hotel Pro Forma inviterer musik- og scenekunstmiljøet til fire seminarer om udviklingen af det musikdramatiske miljø i Danmark.

Hotel Pro Forma åbner den 26. september kl 13.00 til 17.30 dørene i atelieret på Strandlodsvej i København og inviterer til oplæg og diskussion om musikkens rolle i grænselandet mellem iscenesatte koncerter, musikdramatik og opera. Det sker til en seminardag under overskriften Clashing With Modernity – The role of composers, performers and directors in contemporary opera. Seminaret er det første i rækken af fire internationale arrangementer, som skal sætte fokus på vilkårene for ny musikdramatik.

Hvilke udfordringer opstår der for musikken i mødet med iscenesættelsen? Hvad sker der, når musikkens relativt traditionsbundne kunstneriske tilgange tørner sammen med performative og dramaturgiske greb i nutidig scenekunst? Og hvad sker der, når den professionelle rollefordeling mellem skabere og udøvende, f.eks. mellem komponist og performer, udviskes?

Det er nogle af de spørgsmål, som vil blive stillet på dagen, som også byder på oplæg og diskussioner med bl.a. den amerikanske komponist Missy Mazzoli, den danske komponist Line Tjørnhøj, direktøren for Den Norske Opera Annilese Miskimmon og direktøren for Classical:NEXT Jennifer Dautermann.