Kirsten Benn var mest kendt for hendes entusiastiske arbejde for den nye musik. Hun stiftede foreningen Ny Musik i Birkerød i 1982 og var formand i de efterfølgende 30 år. Så fyldte hun 80 og satte sig selv på pension. Ja, hun gik helt ud af bestyrelsen, for ellers ville hun nok efter eget udsagn prøve at bestemme det hele alligevel. Og det havde hun nok ret i. Hun var absolut en viljestærk kvinde.
Hun sluttede sin formandstid med en 30 års jubilæumskoncert, hvor hele 12 komponister skrev et stykke musik dedikeret til hende. Hvem kan ellers prale af det? Vel ikke en gang dronningen?
Kirsten startede – tilsyneladende – helt uden forudsætninger med den nye musik. Hun blev imidlertid grebet af den, ikke mindst musik af Per Nørgård. Hun lagde vægt på at føle og opleve noget ved at høre den nye, anderledes musik. Det afgørende var ikke, om hun forstod den.
Derfor blev hun stærkt provokeret af en lidt afvisende holdning i begyndelsen blandt musikere og komponister indenfor denne nye musik. Det kunne ikke passe, mente hun, at almindelige mennesker ikke også skulle kunne nyde denne musik! Det skulle man ikke sige til Kirsten, så hun startede fluks en studiekreds, der siden blev til den nu 35-årige forening, Ny Musik i Birkerød. Det er stadig en unik forening, som ikke findes tilsvarende andre steder i landet.
Heldigvis – og selvfølgelig – ændredes holdningen til Kirsten 180 grader. I 2012 fik hun Rudersdal Kommunes Kulturpris og i 2013 Dansk Komponistforenings Musikpris. Det er ikke lykkedes mig at finde nogen indenfor denne musik, som ikke både kender og respekterer Kirsten Benn. Samtidigt er hun også bredt kendt og afholdt i vores lokalsamfund.
For mig personligt har Kirsten haft en afgørende betydning for at involvere mig først i den nye musik og siden i andre sider af Rudersdal, ikke mindst vores rige kulturliv. Hun var en sjældent entusiastisk ildsjæl, som ikke kunne lade være med at inspirere os alle sammen.
Det er imidlertid et stort tab og savn for alle os i og omkring Ny Musik, at Kirsten forlod os natten efter den 21. juni. Tak for det alt sammen, Kirsten. Det bliver absolut ikke det samme uden dig!
Jack Otto Kristensen, Birkerød
27. juni 2017