Mindeord for Ib Nørholm

Skrevet af Bent Sørensen

Kære Ib

Det er nu, hvor jeg skriver dette til dig, tre dage siden, at du døde; men det er stadigt så mærkeligt og uvirkeligt, at du ikke er her mere, for jeg troede faktisk, at netop du ville leve evigt. Det er selvfølgelig latterligt, naivt og noget klichéagtigt at skrive det; men jeg er sikker på, at hvis der er nogen, der vil kunne forstå den følelse, så er det dig. Du ville måske gå ind i en heftig diskussion med mig; men ved siden af argumenterne ville forståelsen vokse i samme takt som dit smil og din karakteristiske latter, for en komponist, der har komponeret en symfoni med titlen “Moraliteter - eller måske er der mange kilometer til den nærmeste edderkop”, kan gå ind og diskutere selv det mærkeligste  og mest umulige.

Der var en tid, hvor du arbejdede på den symfoni og inden for et meget kort tidsspand også komponerede to andre symfonier, ”Elementerne” og ”Ekliptiske Instinkter” - en af de mest kreative perioder i dit arbejde som komponist, og hvor du med skabelse af de tre symfonier skabte et gigantisk monument til vores musikhistorie. Det var i den periode, at jeg for første gang besøgte dig i den eventyrlige villa på Henningsens Allé, som du sammen med Henny beboede.

Jeg husker dine noder på flyglet. Du skrev din musik på transparenter - gennemsigtigt nodepapir af plast, og jeg husker synet af  din håndskrift - høje træblæsere der former de ekliptiske instinkter og de glissanderende trommer, der udmåler kilometerne til den nærmeste edderkop. Der gemte sig noget på en gang skrøbeligt og ufatteligt overskudsagtigt i de noder - en dualitet, du i din musik har holdt fast i hele vejen, og med mine øjnes møde med de noder, var der ingen vej tilbage. Komponist skulle man være, og du skabte min første store kærlighed til musikken – til arbejdet som komponist.

Jeg kom til dig som helt ung og håbefuld, og jeg trængte virkelig til oplæring. Jeg kom med et meget frodigt men også ret håbløst værk, jeg netop havde komponeret og fået opført, og nu kan jeg så fortælle dig, en væsentlig grund til hvorfor det er så svært for mig at acceptere og udtale, at du ikke er her mere. Jeg har nemlig aldrig fået sagt ordentlig tak til dig, og jeg skylder dig så megen tak.

Vi kan ikke altid kontrollere, hvad vi husker. Tit glemmer vi noget, vi aldrig troede, vi ville glemme; men i mine allerførste kompositionstimer med dig, fortalte du mig ting, som jeg ikke bare altid vil huske; men som har brændt sig ind i mig, som noget af det vigtigste i skabelsen af min egen musik. Du kiggede i mit partitur og sagde: ”Der er noget med dit brug af registre – det er som om, at alle registre er i gang hele tiden, måske skulle du koncentrere dig lidt og blive i ét register, så de andre registre forbliver uberørte og friske!” Jeg tror, at det er nærmest ordret citeret, og siden jeg gik fra den time, har din bemærkning og kritik været én af de vigtigste ledestjerne i mit arbejde. På samme måde fandt jeg i dine kommentarer ind til forståelse af min brug af dynamik og struktur, og uden de gode råd og vidunderlig hensynsløs kritik, havde alting været besværligt og anderledes på den dårlige måde. Hvis det er for sent at give dig den store ”tak”, så får du den altså alligevel.

Takken breder sig ud. Jeg er sikker på, at jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at i de år du underviste som kompositionsprofessor, inspirerede du en hel generation af komponisteraspiranter, og gav dem mod til at bestige bjerge og gå egne veje. Jeg tillader mig at fortælle dig, at du er én af de væsentligste grunde til, at danske komponister klarer sig så godt internationalt, som de gør. Du gav og gav en arv videre til lærerne, der kom efter dig, og fordi du selv var en rigtig komponist – en rigtig, rigtig stor komponist, lod du i alt kunsten med dens besværligheder og mærkværdigheder stå helt frem som det vigtigste.

Jeg ser dig for mig, og billedet vil aldrig ændre sig, for du har lignet dig selv igennem alle de 40 år, jeg har kendt dig. Du står foran mig. Høj , ryggen lidt krummet, skægget – hvor der de første mange år, jeg kendte dig, i reglen gemte sig en pibe og frem for alt dine øjne. I de øjne gemte der sig hele tiden en lune og en vid. En barnlighed og finurlighed sammensmeltet med en klogskab – med visdom. Temperamentet kunne løbe ud i et rødt felt, men intet kunne du grine mere af end dig selv og dit temperament. Du havde den mest forbilledlige selvironi, man kan forestille sig.

Og så det vigtigste - din egen musik. Du er en fantastisk komponist, og jeg ved, at hvis du hørte mig sige det, ville du trække på din førnævnte velkendte og klædelige selvironi, så jeg skriver det lige igen: Du er en fantastisk komponist, og dit store livsværk er på alle måder kompromisløst og originalt. Det spejler dig så smukt i dig, for både du og din musik er i en evig indre dialog. Din musik er som dig båret af den smukkeste poesi. Det er dialektikker af Guds nåde. Det er ”Strofer og Marker. Det er dagens nattemareridt. Om det er din seneste symfoni eller din tidlige opera “Garden Wall”, som for kort tid siden blev genopført, så er det hele tiden dig, og selvom du nu er borte, vil din musik stå mejslet i granit. Alle dine mange værker vil samle sig i dit ”grønne herbarium”, og vi vil gå ind og botanisere i din musik.

Engang fortalte du mig, at du jo aldrig var eller bliver ”modekomponist”; men det gør ikke noget, Ib, for mode har det med at gå af mode, og jeg er sikker på, at du vil blive glædeligt overrasket over, hvor stærkt din musik til stadighed vil stå. Det er meget trist, at du er borte, og du vil blive savnet. Jeg vil virkelig savne dig; men din musik er her, og mens jeg skriver, lytter jeg til din poesi overfor mareridt – din musiks mysterier. Lige nu er det ”Moraliteter” og din fine violinkoncert. Det er et af de smukkeste og vigtigste kapitler i Dansk Musikhistorie, der med din bortgang, Ib, nu er afsluttet; men afslutningen er kun på papiret – ikke i vores ører.

Kærlig hilsen
Bent