7 okt 2021

Mindeord

Det er med stor sorg, at vi i DKF har modtaget beskeden om, at vores tidligere ansatte og kollega, Thomas Demidoff, er afgået ved døden efter nogen tids sygdom.

Af Sine Tofte Hannibal

’Your humble project manager’ – sådan underskrev Thomas Demidoff sig ofte, når han skrev rundt til de europæiske partnere og deltagere i netværket New Music : New Audiences, som Thomas var projektleder for i DKF fra 2010 – 2015. Hans engagement og drive som projektleder var dog alt andet end ydmygt. Thomas var en af de dygtigste projektledere, jeg nogensinde har mødt og arbejdet sammen med. Passioneret omkring selve kerneopgaven, seriøs og grundig med øje for både de små detaljer og det store billede, på en gang professionel og personlig i sin kommunikation uanset hvem han skrev til eller talte med, og altid nærværende og ledende når han tog scenen rundt om i Europa til netværksmøder og workshops med projektets mange forskellige deltagere. Det var i høj grad Thomas’ fortjeneste, at projektet lykkedes, som det gjorde, og at de omkring 60 deltagere engagerede sig hele vejen igennem.

Også socialt og kollegialt var Thomas engageret, nærværende og deltagende. Vi var aldrig i tvivl om, når Thomas var på kontoret; hans energi fyldte rummet, og ofte hørtes hans kraftige stemme rundt om på etagen, når han gik og snakkede i telefon, eller når han spontant brød ud i sang eller spillede et stykke på klaveret i fællesrummet, mens han bryggede en ny kop kaffe. Han interesserede sig for sine kollegers velbefindende og tog ofte initiativ til snakke om dette og hint som optakt til møder og samtaler med fagligt indhold. 

Da New Music : New Audiences sluttede i 2015 udløb også Thomas’ ansættelse i DKF. Sin erfaring og store interesse for projektledelse som fag tog han med sig videre til CBS, hvor han underviste i netop projektledelse frem til sin alt for tidlige død den 28. september i år. Det er svært at forstå, at Thomas ikke er her mere; et livsstykke og en god kollega der i den grad satte sit præg på DKF de år, han var ansat i foreningen.