8 okt 2018

Mindeord

Bent Lorentzen som jeg husker ham

Af Karl Aage Rasmussen

I eftersommeren 1964, da jeg skulle påbegynde 3. g på Vejle Gymnasium, meddelte jeg mine forældre, at jeg hellere ville på musikkonservatoriet og komponere musik. Min far, typograf ved Folkebladet, afviste tanken blankt, jeg måtte først sikre mig en løngivende uddannelse, "noget at falde tilbage på". Men min mor, altid den stærkeste, stillede sig imellem, og efter i nogle måneder at have udbragt aviser tidligt og sent (hjulpet i de vejlensiske bjerge af en Velo Solex), opsøgte jeg i efteråret Tage Nielsen, daværende direktør for Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus, med en stak nye partiturer. Og den 14. december meddelte han mig i et håndskrevet brev, at "jeg tror De har talent for at komponere - men hvor stort talentet er, er det selvfølgelig for tidligt at dømme om. I hvert fald ser jeg ingen grund til at fraråde Dem at søge optagelse."

En forsigtig mand, ja, men en jublende glad teenager. Nu var spørgsmålet blot: Hvad så? Få dage efter ringede telefonen og en mand præsenterede sig som Bent Lorentzen, lærer ved konservatoriet. Han havde på eget initiativ gennemset min partiturbunke, han var ikke forsigtig, han tilbød ligefrem at undervise mig privat i musikteori, så jeg forhåbentlig kunne optages på konservatoriet den følgende sommer. Og havde jeg ikke penge, var det ingen hindring.

Julen 1964 blev lang og utålmodig, og fra januar 1965 tog jeg igen og igen toget til Aarhus for at opsøge Bent på hans bopæl i Viby. Det betød lange aarhusianske spadsereture, koralharmonisering, kontrapunkt og stribevis af parallelle kvinter. Men det betød fremfor alt mødet med en mild og ligetil mand med enestående pædagogisk indfølingsevne og fantasi. Og jeg opdagede snart, at Bents kreativitet og nysgerrighed ikke var begrænset til toner og rytmer, den var uudslukkelig på et væld af områder, ikke mindst tekniske. Han viste mig særlige skemaer, som gjorde harmonilære til et muntert skakspil, han planlagde et unikt musiktidsskrift med klingende musik (på kasettebånd), han lærte mig om akustikkens mysterier og viste mig, hvordan man kan "tænke" klange visuelt. Bent foregreb faktisk et væld af fænomener, som senere blev dagligdag. Hvis der overhovedet er noget at beklage for Bents lange karriere, er det at hjemmecomputeren kom en snes år for sent; mange af hans mest fremsynede idéer viste sig senere at kunne realiseres nemt og hurtigt af den; med dens tilkomst på rette tid og sted, ville hans eftermæle have været en epokeskabers.

Bent besad en pædagogisk påvirkningskraft, man kun kan beskrive som et stilfærdigt jerngreb, umærkeligt ændrede han mine tankemodeller om musik og lyd, og hans evne til at visualisere sine idéer i tegninger, billeder og symboler var en åbenbaring. Han spillede den nye polske "plakat"musik for mig og introducerede begrebet sonisk. Og sådan gik det trin for trin, jeg kom på konservatoriet med Bent som teorilærer og Per Nørgård som mentor i komposition, og på Aarhus Teknikum organiserede Bent året efter det første danske kursus nogensinde i elektronisk musik - med blomsten af Danmarks komponerende talentmasse som deltagere. Han underviste i instrumentation med så idérige og originale strategier, at jeg senere skrupelløst fortsatte med at udnytte dem som lærer i årtier. Og de indgår stadig mærkbart i den nu meget benyttede gratis online lærebog The Idiomatic Orchestra, som Lasse Laursen og jeg offentliggjorde i 2014. "Pioner" kalder vi Bent Lorentzen på elektronmusikkens område. Men for mig blev han pioner for andet og mere, og måske allermest for en forenklet, mere jordnær, mere visuel, mere taktilt håndgribelig måde at tænke musik på.

Nysgerrighed og opfindsomhed forlod ham aldrig. I de senere mange år har vi ikke haft personlig nærkontakt, men en række klangrige værker fra hans omfangsrige ouevre lytter jeg stadig til, og jeg kan stadig ikke sætte fem toner sammen i en orkester-akkord uden at tænke på ham eller se hans forunderligt jordbundne, næsten bedragerisk enkle skemaer for mig.

Bent Lorentzen er død, det er en trist nyhed, men døden er ikke i modsætning til livet, den er en del af det, og efter 83 videbegærlige og idérige års færden blandt os, har han for talløse andre end mig givet livet en særlig fylde og farve. Og for mig personligt blev han det afgørende vendepunkt, der tydeliggjorde mine tidligste forestillinger om en livsbane.

Da Thomas Mann engang blev spurgt, hvad der var det højeste i livet, svarede han: "Forgængeligheden. Den er eksistensens sjæl, den er hvad der giver alt liv værdi, værdighed og mening. Fordi den skaber tid."