23 apr 2018

Mangfoldighed i dansk scenekunst

Hvordan skaber man scenekunst baseret på samskabelse på tværs af kulturer, køn og sociale grupper af høj professionel kvalitet?

Under Talk Town 2018 kuraterer Københavns Musikteater en dag om mangfoldighed i scenekunst med fokus på samskabelse med forskellige befolkningsgrupper vi typisk ikke ser i den brede befolknings scenekunst. Programmet kombinerer åbne visninger med samtaler og debatter sætter fokus på scenekunstens udfordringer og muligheder for at styrke ligestillingen og mangfoldighed.

Mangfoldighed i Dansk Scenekunst foregår på Xenon lørdag d. 5. maj 10-17.30

Program:
10.00                                               Dørene åbner
10:30-13:15      Samskabelse og mangfoldighed – visninger og efterfølgende debat
13:15-14:00      Pause
14:00-16:00      Etnicitet og repræsentation – uddrag af elementer fra forestillingen I am Also Somalia og  efterfølgende debat
16:00-16.30      Pause
16:30-17:30      Akavet luder eller grim madonna? Debat ved Füsun Eriksen fra festivalen Power of Women


Samskabelse og mangfoldighed

- visninger af grupperne fra Kunsten som Megafon for de Ufortalt historier og efterfølgende debat
10:30-13:15 Xenon, scenen og lounge

I november 2017 satte Københavns Musikteater i samarbejde med Dansk Komponistforening fokus på kunstnere, der arbejder med musik/musikdramatik/scenekunst og inddrager forskellige borgergrupper. Her blev fire grupper, der arbejder med samskabelse, udvalgt og fik en intensiv arbejdsuge med sparring og faglig vejledning hos Københavns Musikteater. Det mundede ud i fire arbejdsvisninger, og på Talk Town kan du se uddrag af alle gruppernes resultater. Vi afslutter med en opsamlende dialog og debat. Hvad fik grupperne ud af arbejdsugen? Hvad kan samskabelse give til et projekt? Hvordan kan arbejdsformen bidrage til mere mangfoldighed?

Du kan opleve visninger af:
A room of One’s Own af Damkapellet
Transmonolog af Moeisha Aden
Lavskolesangbogen af Alexandra Moltke og Kirstine Fogh Vindelev
Punch Line af Helle Fuglsang

Visningerne efterfølges af en debat med kunstnerne og deres faglige sparringspartnere.
Moderation: Sine Tofte Hannibal.

Arrangeres i samarbejde mellem Dansk Komponistforening og Københavns Musikteater.

Etnicitet og repræsentation

- uddrag af I am also Somalia samt debat med Global Stories, Dansk Dansk og ZeBU
14.00-16.00 Xenon, scenen og lounge
Under Talk Town 2018 ønsker Københavns Musikteater at sætte fokus på etnicitet og repræsentation i Dansk Scenekunst. Vi har inviteret tre repræsentanter, der arbejder med mangfoldighed på hver deres måde. I en åben samtale vil vi præsentere deres kunstneriske proces, og komme ind på barrierer og udfordringen i realiseringen.  
Ditte Maria Bjerg fra Global Stories vil fortælle og give et indtryk af I AM ALSO SOMALIA der er skabt i samarbejde med Sort/Hvid. Sandra Yi Sencindiver fra Dansk Dansk taler om forestillingen IKKE UDEN MIN MOR, og Nanna Bøndergaard Butters og Marc van der Velden fra ZeBU teater taler om opstarten af mangfoldighedsprojektet PRISME.

I den efterfølgende samtale kommer de ind på problemstillinger og udfordringer, de har mødt i deres arbejde, dilemmaer der opstår i forbindelse med kunstneriske valg og repræsentation og mulige arbejdsformer.

Akavet luder eller grim madonna?

- Debat ved Füsun Eriksen fra festivalen Power of Women
 16:30-17:30 Xenon, lounge

Vi ser ofte, at fortællinger drevet af mænds blik på verden bliver præsenteret som den kønsneutrale historie om mennesket, og derfor tillægges mere almen interesse, mens kvinders fortællinger og værker bliver undtagelsen fra reglen.

Utroligt mange kvinderoller på teater og film er baseret på stereotype kvindeopfattelser og serverer kvinder som enten ludere eller madonnaer - nogen gange som en kombination af de to. Vi ser dog også en anden tendens, den sjove, grimme kvinde og den fordrukne resignerede, men er det præmissen for at kunne fortælle ærlige historier om kvinder?

Er konsekvensen, at kvindelige kunstnere og designere ofte er underrepræsenterede eller slet ikke får mulighed for at udfylde deres fulde potentiale? Går vi alle, kvindelige såvel som mandlige kulturforbrugere, glip af kvinders vigtige og mangeartede fortællinger i kunsten?

Det er vores ansvar at vise de næste generationer et mindre skævt billede, end det, vi serverer for dem i dag, men hvordan gør vi det? Kom og deltag i debatten når leder af festivalen Power of Women Füsun Eriksen går i dialog med en række af spændende kvindelige scenekunstnere og debatører.

Debatten er præsenteret af CPH STAGE, Københavns Musikteater, Danske Dramatikere, Power of Women Festival og TalkTown.