1 apr 2025

MØD KIRSTINE LINDEMANN

Kom til ES21-netværksmøde om potentialet mellem menneske og maskine

ES21-sæsonen skydes i gang med et spændende møde med instrumentalist, komponist og performer Kirstine Lindemann.

Med en hilsen til Donna Haraway og hendes ‘A Cyborg Manifesto’ (1985) om cyborgen som en social frigørelsesfigur, er hun blevet optaget af at undersøge, hvilket potentiale mødet mellem menneske og maskine kan åbne, anno 2025.

I arbejdet med værket 'Cyborg Songs - I’m a Scoglio' for sopran og ensemble (2024) tog hun udgangspunkt i AI's forsøg på at gengive indsungne operafragmenter med forskellige accenter og karakteristika. Her kom den kunstige intelligens imidlertid til kort - det viste sig at være umuligt for AI at genskabe operafragmenterne, der i stedet skabte deres helt egne bud med alverdens nye lyde og ‘ord’ med et ekko af Mozart.

Det blev åbningen til en dybere undersøgelse af potentialet i det umulige, og hvad AI med sine fejl og mangler kan lære os om os selv og hinanden. Dét vil hun fortælle meget mere om til netværksmødet og også komme ind, hvad hun arbejder med ifb. ’Nye Veje’- legatet hun modtog fra DKF i 2024.

Kort om Kirstine Lindemann
Kirstine Lindemann er optaget af rummet mellem dig og mig. I spændingsfeltet mellem symbiosen, synkroniciteten, empatien – diskrepansen, fremmedgørelsen og friktionen udforsker hun driften mod den anden – som en urkraft og eksistentiel konflikt.

Hendes sanselige tilgang til musik har gjort hende til en markant stemme på scenen for ny musik.  Hendes musik er opført på festivaler og museer verden over, senest på mumok - Museum Moderner Kunst i Wien og på Nordic Music Days i Glasgow.

I den kommende tid kan hendes musik også opleves på danske breddegrader, herunder på Klang Festival (København), SPOT festival (Århus) samt i podcasten AI versus Sopran på DR P2 om tilblivelsen af værket ‘Cyborg Songs’. 

OG så er hun netop blevet tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderslegat 2025.