18 mar 2022

Lytteaften #3 / Sound Art Lab

- med kunstneren Pernille Kofoed

Pernille Kofoed er interdisciplinær kunstner og bruger teknologien som værktøj til at skabe interaktive værker, der går i dialog med omgivelserne, samtiden og publikum.

Til Lytteaften #3 får vi indblik i hendes tidligere værker og arbejdsproces fra idé til færdigt værk. Her vil hun bla. fortælle om de undervands-optagelser hun lavede under sit ophold på Sound Art Lab i januar, der senere på året skal blive til værket ‘They Are Communicating - Listening Post #1’ der kan opleves på Aarhus havn.

Netop nu er Kofoed i gang med den indledende fase af værket ‘Choir of Emotions’ hvor hun bruger lyd til at beskrive et bredt spektrum af følelser, fra de dystre til de lysere sider af det menneskelige sind.

Om værket skriver Kofoed:

“Med værket ønsker jeg at skabe en positiv dialog og nedbryde den berøringsangst, der har været i tidligere generationer i forhold til sindet. Der er langsomt sket et skift i vores samfund, nu begynder vi nu så småt at behandle sindets sving med åbenhed og dialog. Det er dette skifte jeg ønsker at italesætte med installationen, 'Choir of Emotions', der arbejder med følelsernes fulde spektrum.”

Lydens evne til at fremprovokere følelser og stemninger skal vi dykke mere ned denne aften hvor vi har inviteret Lotte Mose, socialpædagogisk vejleder ved Handicap, Social og Psykiatri i Struer med ind til at brede samtalen ud fra det konkrete værk til mere generelle problemstillinger.