8 apr 2022

Lyd & kunst årsmøde #1

Bæredygtighed og grøn omstilling er et vigtigt og nødvendigt fokuspunkt i samfundet og kulturlivet generelt. Men hvordan arbejder man med det i en kunstnerisk praksis med lyd som bærende element eller som kulturinstitution?

Kom og få inspiration fra professionelle kulturaktører der arbejder konkret med denne problemstilling som kunstner, kurator og institution og del dine ideer, når Lyd & Kunst Årsmøde #1 den 29. april tager emnet op.

Dagen byder på oplæg, samtale og lydkunst i det offentlige rum, og er du selv i gang med et projekt om kunst og bæredygtighed, har du en idé eller en udfordring, du savner sparring på, har du denne dag en unik chance for at få feedback og gode råd fra eksperter på området.

Du kan bl.a. møde

  • Paula Toppila, administrerende direktør i kunstorganisationen IHME (FI), der med afsæt i ny kunst arbejder målrettet med økosociale problemstillinger, lige fra institutionsstruktur til produktion af det enkelte værk
  • Raquel Castro, kurator af udstillingen Sound Art In Public Spaces på SPOR festival 2022, der stiller skarpt på natur, kultur, køn og byrum
  • Christian Gade Bjerrum, medstifter af Bæredygtig Scenekunst NU der vejleder den danske scenekunstbranche til bæredygtig omstilling
  • Christos Carras, executive director for Onassis Cultural Centre i Athen, der som institution har implementeret en gennemgribende bæredygtighedsstrategi, leder os gennem dagen.

 

Læs mere om programmet