Af Tine Louise Kortermand
Er der mangfoldighed og diversitet på musik scenen i dag? … Ja og nej!
I kraft af SoMe er der dukket mange nye muligheder op for musikere/komponister og publikum at mødes på andre platforme og skabe nye fællesskaber udenom de traditionelle platforme.
Så på den ene side har subkulturen fået en kanal ud til verden ... vi har alle nemmere adgang til at opdage dem, som ikke eksponeres på den traditionelle platform. Men på den anden side har de traditionelle platforme ikke omfavnet den diversitet, som sprudler i undergrunden. Fx på klassiske og elektroniske musikfestivaler er det stadig mandlige komponister med baggrund i en europæisk musiktradition, som dominerer lydbilledet massivt.
Jeg har netop arbejdet jeg for Dansk Komponistforening sammen med David Dieu og Ishøj Ungdomsskole på et projekt kaldt URBAN ishøj, som blev vist på festivalen Talk Town.
Talk Town startede jo med at være en festival, der ville sætte fokus på at få flere kvinder op på scenen. Paradoksalt nok er der ingen kvinder på Ishøj ungdomsskoleholdet. På den måde afspejler det, hvordan virkeligheden ser ud.
De manglende unge kvinder på holdet har fået mig til at tænke på, hvad det egentlig er, der tricker mænd og kvinder til at starte med at spille, synge og komponere deres egen musik? … Er der forskel?
Efter en lille hurtig rundspørge i mit eget netværk og på FB med nogenlunde lige mange svar af han- og hunkøn, må jeg konstatere, at der faktisk ikke rigtigt er nogen rød tråd. Alle har vidt forskellige bevæggrunde for at gå ind i musikken. Men det som jeg bed mærke i var, at alle bevæggrundene er dybt personlige. Og gnisten der får folk i gang med at skabe og spille musik ofte relaterer sig til et menneske, som er en del af deres hverdagsliv. Det er altså den personlige nære relation, både mænd og kvinder har peget på, som én af grundene til at komme i gang. Så måske handler den manglende diversitet på de traditionelle platforme rigtigt meget om det netværk af mennesker, som man møder undervejs i sit liv?
Fx er der ingen af de unge mennesker i URBAN ishøj som nogensinde havde været inde på Huset. I kraft af Talk Town fik de nu mulighed for at optræde på en scene, som de måske aldrig ville være kommet i nærheden af, hvis ikke de var blevet inviteret ... Dette ene møde med en ny scene, kan sagtens lede til det næste skridt i deres kunstneriske løbebane.
Og netop derfor skal vi alle være bedre til at lukke andre ind i det fællesskab, som vi selv er en del af.
Så min opfordring lyder. Hvis man er ‘hvid’ så inviter en ‘brun’. Hvis man er mand så inviter en kvinde. Hvis man er hetero så inviter en queer. Hvis man er gammel så inviter en ung ... Giv din egen faglige viden videre til dem, som viser interesse og tildel dem tid på scenen. Eller bare tag dem med, hvis du alligevel selv skal til koncert. For når de kommer ud og møder nye mennesker leder det som regel til nye netværk og dermed nye muligheder. Og hvis de er generte så tag dem i hånden og følg dem på vej.
Vi kan godt blive ved med at lave hver vores små huler. Kvinderne kan lave deres egen festival … og mændene deres. Men er det sjovt?
Er det ikke meget sjovere at være et sted, hvor der er mangfoldighed?
Festivalen skal inspirere os og bryde den skemalagte hverdag. Den skal give os nye billeder på nethinden og i øresneglen. Det er selve DNA'et i festivalskonceptet ... at alt skal vendes på hovedet. Festivalen er folkets fest, hvor der skal være plads til mangfoldigheden … det underlige, det skæve, det pæne, det traditionelle, det nye, det gamle og det der går på kryds og tværs.
Selvfølgelig er det fedt at mødes med de gamle venner i 'logen'. For der kan man sidde og fortælle hinanden de samme gamle røver historier. Det føles trygt og man bekræfter og spejler sig i hinanden, men på den lange bane skaber det stilstand. Vi udvikler os ikke, hvis vi ikke møder ’det andet’ ... det som ser og lyder anderledes end os selv.
Måske er det også én af grundene til, at jeg i mine egne værker ofte inviterer komponister og musikere fra forskellige genrer til at samarbejde på tværs. Jeg synes det er berigende, når operasangeren Daniel Carlsson synger til et hårdt industrielt elektronisk beat af Aku Raski (Houratron) i forestillingen Nature Wild. Eller jeg selv synger en jazzet melodi til Nils Henrik Asheims kirkeorgel i værket Nordisk Nüshu. På den måde kan vi bruge hinandens forskelligheder til at udvikle et helt nyt udtryk.
En anden god ting ved at inddrage musikere og komponister fra forskellige genrer er, at det også kan samle publikum på tværs af interesser. En ung ville måske aldrig vælge at gå til en opera, men gerne til en elektronisk koncert. Og netop i et tværæstetisk værk som Nature Wild mødes publikum på tværs af alder. Vi har godt af at møde nogle helt andre typer og være fælles om en god oplevelse, for det skaber sammenhængskraft.
Og den dynamik, der opstår imellem mennesker med vidt forskellige baggrunde og kompetencer kan vi bruge til at skabe udvikling.
Mange store opfindelser sker netop i krydsfeltet med en anden tankevirksomhed – vi taler med en person, der tænker anderledes og helt skævt i forhold til os selv ... måske har de en anden grundlæggende holdning til livet eller kommer fra et andet fag. Og på den måde får man nye inputs, og bliver inspireret til at tænke i nye baner … eller får kridtet sin egen bane mere op, fordi kontrasten perspektiverer ens egne valg. Og på den måde udvikler vi en større selvforståelse.
Jeg tror størstedelen af os har tendens til at gå den samme vej hver dag. Men når der er ’vejarbejde’, så må man jo gå en omvej. Og pludselig ser man verden fra et nyt perspektiv, og på den måde opdager man, at tingene måske ikke hang sammen på den måde som man antog.
Derfor er det vigtigt med diversitet i vores samfund både på musikscenen, men også alle andre steder i vores hverdag. Og netop derfor skal vi lukke de mennesker ind, som ikke ligner os selv. Hvis vi hver især bare lukker én ny ind i det fællesskab, som vi selv er en del af, så ville mangfoldigheden lyn hurtigt sprudle.
