8 sep 2025

Lille solstråle sad og så på månen

Nye korsange af Anders Lauge Meldgaard ved åbning på udstillingen Kaååråålines Vers på Skt. Hans Hospital i Roskilde

Søndag d. 14. sep kl 14 åbner Museet for Samtidskunst en udstilling om den danske outsider kunstner, Caroline Ebbesen,  som boede det meste af sit liv på Skt. Hans Hospital i Roskilde. 

Caroline Ebbesen producerede en stor mængde tegninger, billeder, digte m.m. i løbet af hendes liv, og nu udstilles disse side om side med værker af danske og internationale samtidskunstnere, der har ladet sig inspirere og fundet slægtskaber i Ebbesens tekst- og billedverden.

Komponist Anders Lauge Meldgaard har også ladet sig inspirere af Caroline Ebbesen, og over det seneste halve år har han komponeret korsange til tekster af hende. Nogle af disse kan opleves ved udstillingsåbningen, hvor koret BARK vil synge et udvalg af sangene iført kostumer af billedkunstner Lise Haller Baggesen.