30 jan 2020

Kvinder i musik

Koncert og paneldebat i Roskilde Musikforening

Torsdag d. 6 februar kl. 19.30 byder Roskilde Musikforening til koncert- og debataften KVINDER I MUSIK på Roskilde Gymnasium.

Nina Bols Lundgren, sopran, og Christina Bjørkøe, klaver, opfører denne aften udelukkende værker komponeret af kvinder: Klassiske mesterværker af Clara Schumann, Lili Boulanger og helt ny musik: uropførelsen For at kvinder og mænd skal lyse af Eva Noer Kondrup til digt af Pia Tafdrup.    

Hvorfor kun kvindelige komponister på programmet? Svaret er på sin vis enkelt - det er fantastisk god musik, og Roskilde Musikforening har siden 2017/18 bevidst programsat og bestilt musik af kvinder til foreningens koncerter. Foreningen ønsker nemlig at ændre på det faktum, at der i de danske koncertsale spilles uforklarligt få værker af kvindelige komponister. Dette på trods af at man igennem hele musikhistorien finder stor musik skrevet af kvinder. Alligevel udviser de seneste landsdækkende repertoirestatistikker en procentvis fordeling på 95-5 i mændenes favør, når antallet af opførte musikværker gøres op.

Det er en debat værd. Den finder sted efter selve koncerten og bliver modereret af Heidi Rottbøll Andersen fra Living Institute. Publikum indbydes til at deltage:

”Hvad er årsagen til, at der er så få kvindelige komponister på repertoiret i det klassiske musikmiljø?"                                                            

”Hvordan løser man problemet med, at så få kvindelige komponister får opført deres værker i Danmark?”

”Behøver man at gøre noget ved det. Er det overhovedet et problem - og hvis det er, løser det ikke sig selv hen ad vejen?”

Om sit nye værk fortæller Eva Noer:

"For at kvinder og mænd skal lyse" er skrevet i anden halvdel af 2019, en urolig tid, det er et privilegium at kunne dykke ned i Pia Tafdrups nye sansedigte og glemme verden, eller måske netop genopdage den. Vi er ikke gode ved kloden, situationen er desperat, der er også mange andre dagsordner samtidig. I min fortolkning af Pias digte håber jeg det fremgår, at jeg tror på, at nærvær og viden om historie og levevilkår kan give mening igen og igen. Og håb.”

Nina Bols Lundgren og Christina Bjørkøe er blandt vore allerbedste kunstnere med koncerter i hele verden.

Nina fortæller om Lili Boulanger:

På trods af sin tidlige død (hun blev kun 25 år) har hun efterladt sig en vægtig samling af værker. Hendes musik afspejler intelligens, dybe følelser og individualitet. Koncertens lange cyklus Clairières dans le ciel (Lysninger på himlen) er noget af det mest sublime, hun har komponeret. Hun kæmpede gennem livet med fordomme i den mandsdominerende komponistverden. Hvis hun havde levet et fuldt liv, havde hun nok overrasket os med endnu finere kompositioner. Det virker som om hun døde midt i en skabende proces.