KompositionsCamp er en intens workshop i moderne komposition for komponister inden for alle genrer. Campen foregår i smukke omgivelser på Oremandsgaard Gods nær Præstø på Sjælland og henvender sig især til klassiske komponister, sangskrivere, elektroniske musikere, filmkomponister og jazzmusikere.
KompositionsCamp er et kompositionskursus, som tager udgangspunkt i komponister, der skriver noder, som oftest spilles af andre musikere/sangere.
KompositionsCamp henvender sig derfor til komponister, der ønsker at blive inspireret til teknisk at blive mere vidende om at komponere for klassisk trænede musikere, både ift. at afholde workshops med musikere, komponere musik ved at skrive det ned på noder og tænke kreativt i dette format.
Vi kommer til at analysere partiturer, hører om andre komponisters virke og vil afholde en workshop med violinist Josefine Dalsgaard og klarinetist Jonas Frølund, som fortæller om deres instrumenter, og som sidst på ugen vil spille et kort fragment af noget du har skrevet/komponeret tidligere eller i løbet af campens dage.
Gennem forståelsen af ”byggeklodserne” for alternative og moderne klassiske effekter, samt det praktiske møde med de to klassiske musikere, vil deltagerne blive inspireret til at bruge disse elementer i deres egne værker uanset genre. Campen er med til at skærpe den enkelte komponists unikke udtryk og inspirere til, hvordan komponisten kan bevæge sig videre og udvide sin egen palet af virkemidler.
Årets komponistfakultet består i år af Eivind Buene, Simon Steen-Andersen og Rune Glerup.
På KompositionsCamp kan etablerede komponister få fyldt den kreative og tekniske værktøjskasse op og møde nye kolleger og samarbejdspartnere fra den rytmiske og klassiske verden.
Udvid din musikalske horisont
Løbende dykker deltagerne ned i deres egne kompositioner med en ”én til én sparring” med fakultetet. I praksis opstår en vekselvirkning mellem deltagerens oprindelige musikalske ståsted og den nye indsigt og inspiration, der opnås på KompositionsCamp.
Der lægges vægt på en åben og erfarende læring, hvor man ikke skal præstere færdige, salgbare resultater, men i stedet opfordres til at eksperimentere med sit eget udtryk og udvide sin musikalske horisont. Man skal ikke forvente at man kan nå at skrive store eller lange værker i løbet af denne uge, da det er en uge for fordybelse og inspiration.
Men man kan godt forvente, at man får en stor omgang inspiration med hjem, som man kan drage brug af i mange år efterfølgende, samt at man kommer til at møde mange andre nye og velkendte kollegaer på tværs af generationer, genrer og erfaringer.
KompositionsCamp bliver til i et samarbejde mellem Autor og Dansk Komponistforening med komponisterne Lil Lacy og Søren Møller som ledere på opholdet.
Ansøgningsfristen er søndag den 23. februar 2025 kl. 23.59.
Om årets komponistfakultet
Simon Steen-Andersen
Dansk komponist og instruktør, der arbejder internationalt i krydsfeltet mellem musik, teater, performance og film. Han har modtaget en lang række priser, bl.a. en Reumert for årets opera (2024), Mauricio Kagel Prisen (2017) og Nordisk Råds Musikpris (2014). Siden 2018 har han undervist i komposition og musikteater ved University of the Arts i Bern.
https://www.simonsteenandersen.com/
Rune Glerup
Rune Glerup er en dansk komponist, der arbejder med instrumental, elektroakustisk og elektronisk musik. Han er især blevet kendt for en nærmest skulpturel tilgang til komposition, der fokuserer på selve det musikalske materiales skønhed frem for at bruge musikken som et metaforisk sprog.
https://www.runeglerup.dk/
Eivind Buene
Eivind Buene er en norsk komponist og forfatter, der har samarbejdet med en bred vifte af internationale ensembler og orkestre bl.a. Berliner Philharmoniker og London Sinfonietta. Ud over at komponere for solister, ensembler og orkestre arbejder han ofte med improviserende musikere og udforsker mødet mellem klassisk notation og improvisation.
Han har siden 2000 boet i Oslo hvor han i dag er professor i Komposition ved konservatoriet. Han har foruden udgivet flere romaner og essaysamlinger og har eksperimenteret med hybride former mellem musik og tekst i store orkesterværker.
https://www.eivindbuene.com/
Årets musikere
Violinist Josefine Dalsgaard er medlem og medstifter af den velrenommerede Nightingale String Quartet og er en efterspurgt kammermusiker, der også har over 10 års erfaring som stemmeleder/koncertmester i diverse danske og udenlandske symfoniorkestre. Hun spiller på en violin af Niccoló Amati fra 1672 generøst udlånt af Augustinus Fonden.
https://www.nightingalestringquartet.com/
Jonas Frølund er klarinettist og iværksætter, soloklarinettist i og formand for Danmarks Underholdningsorkester, medlem og medstifter af blæserkvintetten V Coloris. Jonas har stået for uropførelsen af foreløbig 32 solo-/kammermusikværker og samarbejder med en lang række førende danske komponister.
https://www.jonasfrolund.com/