Komponisten på den grønne gang

Af Katrine Gregersen Dal

Komponisten Thomas Agergaard har igennem 3 måneder været huskunstner og haft eget kontor i magtens centrum - Christiansborg. Aftalen kom i stand efter en forespørgsel fra Alternativets formand Uffe Elbæk, og Thomas Agergaard fik med det samme ideen, at han ville optage de danske politikeres hjerterytme for at finde hjertet i den førte politik.

Fra Alternativets side har hensigten været at skabe mulighed for en såkaldt ”kreativ forstyrrelse” på Christiansborg, og Thomas Agergaard er dermed den anden kunstner som har haft eget kontor på Alternativets fløj - Den grønne gang.

Da jeg en februardag for nogle måneder siden ankommer til Kunsthal Charlottenborg er det lyd-installationen Forgotten Beats der skal opføres ved en fernisering - resultatet af Thomas Agergaards tid på Den grønne gang.

Han har på forhånd sendt mig en masse tekst om værket, intentionen med det, samt alle de politiske overvejelser som er kommet til og har trængt sig på undervejs, og det er tydeligt, at det ikke kun er Christiansborg der har opnået en kreativ forstyrrelse, det er også komponisten der er blevet påvirket af den politiske virkelighed.

I sin tid på Christiansborg er Thomas Agergaard fx blevet involveret i problematikken omkring multiresistens, og har arrangeret møder mellem politikere og aktører såsom forbrugerrådet TÆNK, Syddansk Universitet, COOP, 3F, professor i mikrobiologi Hans Jørgen Kollmose o.a. Han er også gået i gang med at indsamle 24 tekster genereret på eksperter som en modreaktion på det postfaktuelle samfund, og har gjort sig tanker om et grønt bruttonationalprodukt. Alt dette blander sig med ”værket” Forgotten Beats.

Ferniseringen begynder med en artist talk mellem komponisten og Alternativets formand Uffe Elbæk, og man får næsten det indtryk, at Thomas Agergaard har skullet gøre sig umage for at holde fast i selve musikken. Den politiske kraft har trukket ham væk fra lyden og ind i konteksten. Uffe Elbæk beskriver hvordan han flere gange har måttet huske Thomas på musikken, for som han siger om intentionen med en huskunstner: "Politikerne har brug for kunsten, og nu endnu mere end nogensinde. Samtalerne på Christiansborg kan risikere at blive tømt for indhold. Man bliver fattig i sit sprog i forhold til at sætte ord på følelser og tanker, når man arbejder i den stramme stuktur og tiltaleform. Kunsten kan ændre på oplevelsen af rummet man befinder sig i."

Intention - koncept – kontekst - værk?

Lyd-installationen Forgotten beats er baseret på optagelser af danske politikeres hjerteslag. Én og én er de kommet forbi Agergaards kontor og har afgivet deres hjertebanken gennem et særligt lydfølsomt stetoskop.

Selve handlingen – det at få lov til at komme helt tæt på vores politikere og optage deres hjerter - er en væsentlig del af værkets intention, og en del som den danske presse virkelig har taget til sig, bemærker komponisten selv.

På en måde - kan man tænke - er værket allerede færdigt her, og komponistens intention og den handling der ligger i ideen er komplet. Det etablerer et særligt rum mellem kunstner og politiker, for det er jo udelukkende kunstnere, læger og videnskabsfolk der kan få lov til at komme så tæt på en politiker, og det repræsenterer en længsel hos os alle om at komme om bag ved den glatte facade.

Selve lyd-installationen er derfor værkets sidste led i en proces, underbelyst i pressen som et kommunikativt biprodukt. Men det interessante er, at uden det ville intentionen og konceptet/handlingen blegne fuldstændig. Så hvori ligger forholdet mellem intention – koncept – kontekst og værk? Som publikum var jeg derfor nysgerrig på, om værket selv havde noget at tilføje.

Musikken får det sidste ord

Lyden toner frem i salen og omringer de lyttende. Værket er endt med at bestå af 14 forskellige hjerterytmer og ud af højttalerne høres først én enkelt hjertelyd, flere kommer til og danner en kakofoni af hjerteslag. Herfra føres vi ud i atmosfæren med elementer fra NASAs Sounds of the planets som er lyden af solens magnetiske stråler, idet de rammer ind i planeternes atmosfære. Et fænomen som NASA har omsat til hørbar lyd der har karakter af ambient lyd over i støj. Det tredje element er lyden af jorden som Agergaard har fået fra seismolog Bo Holm Jacobsen der som den første nogensinde har ”oversat” jordklodens toner. Her høres jordens bevægelse gennem 3 måneder, men transponeret præcis 19 oktaver op, så de bliver hørbare for mennesket. Fænomenet er, at Jorden svulmer i ca. 10 minutter for derefter at skrumpe i 10 minutter. Man kalder denne svingningsform for jordens "breathing mode", og på grund af dens perfekte symmetri er klangtiden meget lang, i praksis flere måneder.

Endelig blander det bulgarske kvindekor Usmifka sig med stemmer fra et af Thomas Agergaards tidligere korværker, og med kompositionen bliver publikum spændt ud mellem lyden af hjertet og stemmen og ud i det kosmiske rum. Spændet er stort med en nærmest ontologisk dimension. Men samtidig er det kosmiske perspektiv rent lydmæssigt også en zoomen ind, når lyden af jordens åndedræt bliver hørbar for os og danner klangbund for de bankende politikerhjerter.

Agergaards intention med værket er drevet af et politisk engagement i verdens tilstand med alle dens kriser - flygtningekrise, klimakrise, EUkrise, faktakrise.

Agergaard fortæller selv om sit værk, at det illustrerer, at menneskene i kraft af deres antal er blevet en naturkraft i sig selv, og det pålægger os i den rige del af verden et ansvar om at gå forrest, i en bæredygtig omstilling. Med menneskets og dets forunderlige evne til at skabe og kunne materialisere drømme, er det i høj grad politikernes ansvar at gå forrest i en bæredygtig udvikling på planeten jorden.

Det er et interessant spændingsfelt mellem kunst og politik der folder sig ud, når man placerer en kunstner i så ekstrem en kontekst som Christiansborg. Derfor bliver både optakten med komponistens ideer og samtalen mellem komponisten og politikeren en vigtig del af Forgotten beats. Men da vi i Charlottenborg står og lytter til kompositionen bliver oplevelsen hævet over politik, og alle møderne og det hektiske liv er forsvundet. Værket har zoomet ind i hjerterne på danske politikere og på samme tid zoomet ud i den kosmiske sfære til lyden af jordens åndedræt. Så musikken får det sidste ord.