14 maj 2019

Komponistcamp '19

- en uge fuld af musik og lydeksperimenter for børn i alderen 10-16 år

I den første uge af skolernes sommerferie (uge 27) kan børn i alderen 10-16 år komme på KomponistCamp i Børnekulturhus Ama’r. Sammen med fire professionelle komponister og musikere skal de i en hel uge fordybe sig i musik, klange og lyd.

De fire komponister er: Thomas Sandberg, Tikki Hasselriis Jensen, Mette Nielsen og Kristian Hverring.

Ugen byder på:

  • Introduktion til forskellige måder at gribe komposition og improvisation an på
  • Workshops i mindre grupper
  • Mulighed for at arbejde med stemme, krop, instrumenter (både kendte instrumenter og dem vi selv bygger), lyd, klange og elektronik.
  • Små inspirationskoncerter med instruktørerne, der alle er professionelle komponister og som laver musik på meget forskellige måder
  • Masser af hyggeligt samvær med andre musikglade børn
     

Det kræver ingen forudsætninger at deltage i campen, kun lysten til at fordybe sig i musikkens udtryk sammen med andre børn/unge og dygtige undervisere.


På den første camp i sommeren 2017 deltog 24 musikglade børn.

”Det er meget anderledes, end jeg havde forventet. Jeg troede, at vi skulle skrive en masse og kun spille musik, men de musiklege, vi laver, er faktisk rigtig sjove,” siger Sigurd Snekkersteed på 13 år.

Sigurd har før gået til guitar, men stoppede efter et halvt år. I dag har han spillet på alt lige fra xylofon til cello. Nu overvejer han at samle guitaren op igen.

”Musik er blevet meget mere spændende og udfordrende efter at have været her. Jeg har lært, at det ikke bare er kedeligt at gå til musik.”