17 nov 2017

Komponist+

”Elektronmusikkens svar på Grauballemanden”

Skrevet af Tina Schelle

Komponisten Gunner Møller Pedersen oplever i øjeblikket en voksende og fornyet interesse for sin musik, efter at hans værk STONED - an electronic symphony fra 1974 er blevet genudgivet på LP. Genudgivelsen har fået stor opmærksomhed og er nu til salg i både USA, Japan og EU.

”ja jeg er vel elektronmusikkens svar på Grauballemanden” siger Gunner, da vi mødes til en kop kaffe for at tale om, hvordan det føles i en alder af 74 år at blive hip blandt den nye generation af elektronmusikere, hvad har det affødt og hvad har han gang i pt?

Kort om historien bag STONED

I 1974 udgav Gunner på eget pladeselskab og skabt i eget musikstudie, LP'en STONED - an electronic symphony, i et lille oplag på bare 200 eksemplarer. En delvis elektronisk komposition, der i Gunners egne ord musikalsk er "ude af kategori".

STONED blev oprindeligt lavet til et gigantisk diasshow af fotografen Stuart Fox på Glyptoteket. Emnet var skulptur i alle mulige afskygninger og materialer fra hele verden, og showet sluttede med de længselsfuldt ventende kæmpestatuer på Påskeøen, der stirrer ud over flere tusinde kilometer åbent hav.

De 200 LP eksemplarer fra 1974 er for længst solgt eller givet væk, og - skulle man måske tro – dermed for længst glemt. MEN i 2011 lagde en hollænder hele udgivelsen ud på youtube med en bøn om, at den måtte blive genudgivet, og der er efterfølgende opstået en lille kult omkring LP'en, som pga. det meget lille oplag efterspørges af pladesamlere til en mindstepris på £ 300 på nettet!

Andreas Vingaard, som står bag Frederiksberg Records med base i New York, opdagede STONED via en ven, og herfra begyndte idéen om at genudgive STONED at rulle. Heldigvis har Gunner beholdt de over 40 år gamle spolebånd, der har krævet professionel og nænsom behandling. Med hjælp fra Fredrik Birket-Smith og STRØM festivalen, er båndene blevet overspillet, lyden er blevet remastered og STONED er nu blevet genoptrykt på vinyl af højeste kvalitet med nye noter af komponist og Strøm kurator Thomas Knak.

Stor interesse blandt de unge

I oktober i år var der så pladereception for genudgivelsen samt portrætsamtale med Gunner styret af DJ og journalist Katrine Ring i Ny Sal på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her var det bemærkelsesværdigt, hvor mange unge mennesker, der var mødt op og som med tydelig interesse labbede Gunners mange anekdoter i sig om den gang, man ikke lavede elektronisk musik på en laptop.

”Jeg oplever en stor respekt fra de unge mennesker. Faktisk større end fra mellemlaget”, fortæller Gunner. For eksempel modtog han forleden en mail fra Per Vers, som spurgte, om han må bruge noget af STONED til et projekt, han har i støbeskeen.

Genudgivelsen af STONED har fået flotte omtaler bl.a. i on-line skriftet Passive/Aggressive der under overskriften Mageløs lydarkitektur uden for kategori, tid og sted bl.a. skriver:

”Når pladen lyder lige så relevant og inspirerende i dag, så skyldes det i høj grad også Møllers evne til at skabe en så visuel og særegen lydarkitektur, som stadig her 40 år senere imponerer og overvælder på samme måde som eksempelvis arkitektoniske og nærmest overnaturlige konstruktioner som Gaudis La Sagrada Familia i Barcelona eller Påskeøernes overmenneskelige Maoi-statuetter som “Stoned” agerer lydside til.”

Og senest er udgivelsen blevet omtalt på bloggen The Hum med ordene ” the reissue of Gunner Møller Pedersen’s Stoned, originally privately issued in 1974, is such an important event. Not only is it an incredibly important work of art, but it is bound to spirit of its era – an image of its ideals, while activating a developed image of its breadth.”

STONED er endvidere blevet inkluderet på en CD-opsamling fra i år ”A journey into the origins of electronica in Europe – from early techno and electro to synth-pop, industrial, ambient and noise experiments.

2018 bliver Et Lydår

Den megen opmærksomhed kommer oven på en svær periode i Gunners liv, efter at samarbejdet omkring det, der skulle have været hans livsprojekt på Lolland, DODEKALITTEN, er kuldsejlet. ”I halvandet år har jeg ikke kunnet gå ind i mit lydstudie”, fortæller han, og nu har han efter et langt liv på Lolland besluttet sig for at rykke rødderne op og flytte nordpå tættere på familien og børnebørnene.

Et hus er fundet i Dronningmølle tæt på det skønne naturområde kaldet Rusland, hvor Rudolph Tegners Museum og Statuepark er at finde, og DET har givet Gunner en idé.

For overfor museets indgang er der en slags lille nedsænket lund i læ for vinden, som ville egne sig perfekt til et af hans hovedværker, installationen Et Lydår, som ifølge Gunner egner sig enormt godt udendørs.

Et Lydår består af 12 forskellige musikstykker – et til hver måned – oprindeligt skabt til Glyptotekets vinterhave. Fra 1977 til 1982 arbejdede Gunner med værket, som senere blev spillet dagligt i haven helt frem til 1999, hvor de blev standset af Glyptotekets nye ledelse.

”Indtil for en halv snes år siden kunne man regne med, at midaldrende og voksne husker Et Lydår som en personificering af Glyptoteket og tiden, men sådan er det ikke mere”, siger Gunner om værket, der nu snart har været hjemløst i 20 år.

MEN det er der ved at blive lavet om på…..

Efter min kaffeaftale med Gunner drog han nemlig til en ny kaffeaftale med Rudolph Tegner museets direktør, Luise Gomard, som var begejstret for idéen om at gøre Et Lydår til en fast installation på stedet.

OG således vil man allerede nytårsdag den 1. januar kl. 12 for første gang kunne høre den originale quadrofoniske januar-musik i "Rusland" ved Rudolph Tegners Museum og derefter hver dag kl. 12 i hele januar måned, indtil februar tager over og så fremdeles året ud.

Jeg fornemmer, at Gunner er ved at få gnisten tilbage!