KlettWood duo - 20 års jubilæum

MODERNE MANDAG har inviteret klarinettisten Anna Klett og pianisten Deborah Wood til at fejre deres 20-års jubilæum som klettWood Duo

Både hver for sig og sammen har de to markante musikere på hovedstadens musikscene helliget sig den ny musik, og de har haft tætte samarbejder med mange både danske og udenlandske komponister og uropført et stort antal værker.

Jubilæumsprogrammet indeholder to funklende juveler fra wienerskolen, som altid har stået klettWoods musikalske hjerter nær, nemlig Alban Bergs Fire stykker, opus 5 og Weberns Variationer, opus 26. Musik der også har spillet en stor rolle for koncertens danske komponister. Ældst Tage Nielsens fuglemusik Uccelli, hvortil der knytter sig to legender blandt danske klarinettister: Elisabeth Sigurdsson, der spillede det til en fest på Det Danske Institut i Rom i 1992 og Jens Schou, der uropførte det ved en AUT-koncert i Århus i 1994. Også Nordisk Musikråds nominerede Thomas Agerfeldt Olesens Nordrhein-Westfalen, knytter sig - trods titlen - til Århus, hvor det blev uropført i 2003 af klettWood på en NUMUS IN MEMORIAM koncert.

Goblin Dance er en del af Klaus Ib Jørgensens sangcyklus Moon-pain for mezzosopran og kammerensemble til digte af den portugisiske digter Fernando Pessoa, uropført på SUSÅ-festivalen i 2005 og udgivet på Dacapo

Ivar Frounbergs à IX er skrevet i 2001 til klettWood med tanke på de to musikeres enestående blanding af musikalitet og tekniske færdigheder på hver deres instrument. Bag titlen gemmer sig komponisten Iannis Xenakis, som Frounberg mødte i 1978 i Siena, og hvis musikalske tænkning fik stor indflydelse på Frounbergs kompositoriske virke. Under arbejdet på de indledende skitser døde den græsk-franske komponist, og stykket blev derfor en ”hommage” til Xenakis,