Årets festival tager afsæt i ét centralt spørgsmål: Hvordan skaber vi ny musik i 2026? Klang 2026 er drevet af et ønske om at udfordre både kunstnere og publikum. Programmet kalder på mod: mod til at træde ind i nye lydlige rum, mod til at præsentere udfordrende og grænsesøgende værker, der åbner for nye måder at opleve musik på, og ikke mindst modet til at drømme om nye verdener, hvor musikken bruges som talerør.
På festivalen vil publikum opleve performances, der både udfordrer og provokerer, samt værker, der skaber uventede, skjulte verdener på tværs af København – fra koncertsale og byrum til partybusser og skove.
Blandt årets markante internationale kunstnere kan publikum opleve alt fra shermansk necro-noise hos Jena Jang, til ekstatiske bangers fra Contemporary String Quartet, og genreoverskridende improvisation fra den legendariske trio Wassermann/Anker/Parkins, og meget mere.
Festivalen åbner d. 8 juni på Teatret Zeppelin med den finske performancegruppe Oblivia i samarbejde med det schweiziske ensemble Klang Lab Basel.
Deres nye værk, skabt med komponist Yiran Zhao, udforsker en postapokalyptisk verden, med en karakteristisk blanding af humor, spekulativ fiktion og håb- og hvor kun skildpadder står tilbage (ja, skildpadder).
Blandt programmets øvrige højdepunkter er et nyt værk fra duoen Vinyl terror&horror for Esbjerg Ensemble, hvor lydkunst- og effekter, visuelle elementer og instrumental musik smelter sammen i et komplet originalt, tværæstetisk format, der ikke kan misses.
Med lyduniverset som fællesskab
Klang Festival fungerer ikke kun som koncertplatform, men også som et samlingspunkt for publikum og kunstnere, der ønsker at udforske og udvide deres lydunivers i fællesskab med andre musikelskere.
I samarbejde med ALICE og Union skaber vi et centralt festivalhub på Nørre Allé, hvor koncerter, lytteformater og sociale events finder sted. Her afholdes blandt andet LytteRum-sessioner, som skaber et åbent og undersøgende rum for refleksion og samtale mellem kunstnere, fagprofessionelle og publikum, og daglige fællesspisninger i samarbejde med Send Flere Krydderier på Nørrebro.





