8 jun 2022

KLANG festival 2022

Den 9. - 18. indtager årets KLANG festival København med et program bestående af mere end 40 koncerter og hele 23 uropførelser!

I starten af året flyttede KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival ind i det nye spillested Musikhuset København på Vesterbrogade. Det gamle palæ står og venter på en kærlig renovering, imens er det en fantastisk lejeplads for festivalen, med plads til spændende koncerter, eksperimenter, hyggelig fællesspisning og talks - og et smut over til naboen i biograf Vester Vov Vov, hvor KLANG-filmen får premiere.

I år kaster flere af årets uropførelser nyt lys på kvinders tilstedeværelse i verden og kunsten. Komponisterne Line Tjørnhøj, Mette Nielsen, Marcela Lucatelli og Hugi Gudmundsson har alle skrevet værker, der sætter kvinder som kroppe, skabere, ledere og individer i centrum. 

Derudover kan du møde KLANG rundt om i hele byen – f.eks. på Takkelloftet, hvor vi har to forestillinger med Simon Steen-Andersens vilde nye performanceværk Walk the Walk for slagtøjsspillere på gåbånd; i Diamanten til den traditionsrige  åbningskoncert med Athelas Sinfonietta; i Stærekassen, hvor Livgarden opfører Jacob Kirkegaards skræmmende smukke nye værk Kryds Ild om krigens lyde; og i Tivoli, hvor Ekkozone hylder den store mester Iannis Xenakis, der i år ville være fyldt 100 år.

På VOLUME serverer Line Tjørnhøj sit spiseritual og i DRs Studio 2 skaber live-tegning, dans og musik en unik musikalsk og visuel oplevelse bl.a. med Mauro Patricelli’s Bella Ballerina - en levendegørelse af urgamle etruskermalerier med musik, dans og motion tracking i en kort performance opera.

Sidst men ikke mindst har børnefestivalen KLANG i KU.BE fået vokseværk og løber nu over hele tre dage den 10. - 12. juni. Koncerterne for og af børn og unge er et skønt og vildt møde med den moderne samtidsmusik i gulvhøjde med alle  aldersgrupper.

Læs mere om årets fokus