Som efterspurgt af mange afholder vi torsdag d. 28. august kl. 10-14 et indledende fælles introkursus i brugen af musiknotationsprogrammet DORICO med komponist Morten Olsen.
Kurset vil blive fulgt op af en række kurser med færre deltagere og mulighed for mere individuel undervisning, hvor der vil blive gået i dybden med de emner, der er behov for. Denne kursusrække vil blive tilrettelagt umiddelbart efter introkurset i samarbejde med deltagerne.
Vi har valgt at gøre det på denne måde, da Dorico adskiller sig fra de øvrige gængse notationsprogrammer ved at være opbygget på en anden måde. Den gode nyhed her er, at programmet er meget logisk opbygget, og det betyder, at når man først har lært hvordan programmet ”tænker”, så er det væsentligt mere brugervenligt end både Finale og Sibelius.
Hvis alle, der ønsker at deltage, først kommer igennem det grundlæggende, så kan vi lettere både gå i detaljer og tage hensyn til individuelle behov i de senere kurser.
Et godt råd!
Med tanke på at nogen måske arbejder videre alene hen over sommeren, er der et råd, der er behov for at give: Lad være med at lave nye genveje og personlige tastaturkommandoer – lad være med at prøve at få brugerfladen til at ligne det, du kommer fra.
Grunden er, at programmet er født med virkelig mange tastaturgenveje, og de overholder en ret fin logik i opbygningen. Eller sagt på en anden måde: det bliver væsentligt lettere at tilegne sig det nye program, når man overgiver sig til det. Det er selvfølgelig også det, der gør det vanskeligt, når man kommer et andet sted fra.
Fordi Dorico er tænkt så anderledes end de andre programmer (man fristes til at sige gennemtænkt), så er det en anden verden, man skal ind i, men det lønner sig på enhver tænkelig måde.