27 jun 2017

huskomponist i Aarhus

Allan Gravgaard Madsen, som netop er debuteret fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium i maj, er blevet udnævnt som ny huskomponist for Aarhus Symfoniorkester i perioden 2018-2021.

Allan Gravgaard Madsen og Aarhus Symfoniorkester trækker tråde tilbage i tiden. I 2016 skrev Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen den symfoniske sangcyklus BEINTA. Musikken modtog Statens Kunstfonds Præmiering og i 2017 blev sangene nomineret til en Carl Pris i kategorien ”årets klassiske komponist – stort ensemble”.

Men forholdet mellem komponist og orkester går endnu længere tilbage. Allan Gravgaard Madsen beskriver forholdet til Aarhus Symfoniorkester:

"Jeg var elev på Viborg Katedralskole, da jeg hørte et symfoniorkester ’live’ for første gang. En oplevelse der ændrede mit liv. Orkestret dengang var Aarhus Symfoniorkester og lige netop det orkester har siden haft en særlig betydning for mig. Det er derfor næsten uvirkeligt, at jeg nu får lejlighed til at få opfyldt en drengedrøm: At indgå et tættere samarbejde med det orkester, som jeg kender så godt. Et orkester som vil kunne udvikle mine kompetencer, men som jeg også kan være med til at udvikle."

I aftaleperioden skal Allan Gravgaard Madsen skrive tre større orkesterværker – bl.a. en Concerto Grosso for strygekvartet og orkester. Samarbejdet med orkestret er dog allerede i gang, da komponisten lige nu skriver på musik til projektet Musikkens Børn støttet af Nordea-fonden og Det Obelske Familiefond.