14 maj 2018

Hesbjerg revisited

- musik til et forladt torneroseslot

I september 2017 spillede ensemblet Via Artis Konsort & venner tre koncerter med titlen Hesbjerg revisited på det forladte Hesbjerg Slot nær Odense. Koncerter var en del af Kulturregion Fyns store festivalsatsning Mod.Strøm.

'Hesbjerg revisited' var ikke blot en almindelig koncert. Det var nytænkt site-responsive musikdramatik, specielt produceret til Hesbjerg Slots forladte sale og rum. Ensemblets leder og komponist Poul Udbye Pock-Steen komponerede den godt en time lange 'Hesbjerg suite' med slottets skæve arkitektur og anakronistiske historie som temagivende elementer, og musikkens karakter forbinder sig til det konkrete opførelsestidspunkt; skumringstimen i midten af september måned.
Som en integreret del af begivenheden bad ensemblet publikum om at filme lige præcis det de havde lyst til med mobiltelefoner eller kameraer. Det resulterede i filmede indtryk fra alle vinkler, og i forskellige tekniske kvaliteter.

De mange forskellige indslag er efterfølgende blevet samt sammen til en patchwork-video ud fra dogmerne "at historien skulle fortælles" og at "alle deltagende skulle have mindst et videoklip med".

Hesbjerg revisited-videoen, der altså er klippet sammen udelukkende af publikums bidrag, er efterfølgende udvalgt til præsentation på den anerkendte messe/festival Classical:Next 2018 der finder sted i Rotterdam, Holland den 16. til 19. maj.