Guldalderen omsat til lyd

Statens Museum for Kunst inviterer til en musikalsk rejse ind i guldalderkunstens univers, når strygere møder elektronisk musik.

I anledning af efterårets store udstilling Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer har SMK i efteråret inviteret til en række minikoncerter midt i kunsten.

Kunsten kommer til live gennem lyd midt mellem mesterværker fra guldalderen. Inspireret af en række guldaldermalerier har komponister skabt nye musikværker, som uropføres live af en cellist og elektronisk musiker foran malerierne i udstillingen.

Sidste koncert i rækken er onsdag d. 27. november med specialkomponerede værker af Pernille Sejlund og Kirsten Milenko, fremført af cellist Toke Møldrup og klangregi Ejnar Kanding.

Inden koncerten udfolder en af museets kunstformidlere kort, hvad der har inspireret aftenens nye musikalske værk.