Fuzzy, et menneske man aldrig glemmer, og kun for det gode, en mangefacetteret kunstner og et levende eksempel for sine kolleger og for dem, han arbejdede sammen med. Og det var mange fra såvel musik som film og ikke mindst teaterverdenen, læs bare hans erindringsbog ”Efterklang” endnu en gang og bliv væltet omkuld af den stormflod af musikalske projekter, han nåede at realisere, og af bredden og dybden af hans indsigter og erfaringer.
Jens Wilhelm Pedersen, et solidt borgerligt navn, der blev til ”Jazz-Jens” i hans barndom og ungdom i Roskilde, og turen fra værtshusmusiker til den klassiske musiks bonede gulve er beskrevet med lune og vid båret af viljen til at dygtiggøre sig og ikke mindst at udvide sin horisont ikke bare musikalsk. Det fortsatte han med livet igennem, der var hele tiden nye sammenhænge at opdage, nye fællesskaber at opdyrke, nye unge mennesker at forholde sig til og arbejde sammen med både som underviser og som skabende kunstner. Der går en lige linje fra vores fælles projekt, de berømte ”MUSIKZAG” koncerter med live elektronmusik i Glyptoteket i 1972 til hans samarbejde med unge spændende elektronmusikere i ”Strøm” koncerter i Koncertkirken og Metroen.
At Jazz-Jens blev til ”Fuzzy”, skyldtes en medstuderendes oplevelse af ligheden med Hopalong Cassidys let nussede vens fremtræden, når Jens med en ukuelig arbejdsdisciplin mødte tidligt frem på konservatoriet efter en hård nat som barpianist. Navnet var kærligt ment om end ikke just flatterende, og det voldte ham en del kvaler, i hvert fald i begyndelsen af vores bekendtskab. ”Jeg vil ikke kun være en ”Fuzzy”, betroede han mig, og jeg kaldte ham altid for Wilhelm, Jens var til privat brug i familien. Navnet ”Jean G-point” for Jean Guillaume blev løsningen på identitetskrisen ved krediteringen af musikken til Fassbinders TV-serie ”8 Stunden sind kein Tag” i 1972-73, men efterhånden som navnet ”Fuzzy” blev synonym med fremragende musik i mange sammenhænge, accepterede han det selv og blev ligefrem glad for det. ”Fuzzy” blev efterhånden til et begreb, som alle holdt af, og som rummede både den menneskelige varme og den store kunnen, både et navn og et varemærke.
Jeg lærte Wilhelm at kende som outsideren i den flok af unge komponister, som fulgte Per Nørgård i hans Exodus fra Det Kongelige til det Jyske Musikkonservatorium i 1965. Som nystartet kompositionsstuderende var jeg selv noget af en outsider, så vi fandt sammen i flere projekter, som ofte gik på tværs af de kendte normer for seriøs musik. Øget mediebevidsthed både i teori og praksis, samarbejde mellem komponister og andre kunstnere, nedbrydning af fordomme de musikalske genrer imellem og en praksisorienteret virksomhed, når det gjaldt at udfolde de store ideer, blev fællesgods for os. Tekst, billede, teater, populærmusik og avant garde i fælles bestræbelser for at udforme den nye tids musik som noget, der faktisk fungerede i en bred offentlig sammenhæng, den store musik ikke bare som et postulat i et hav af populærmusik, men som klingende virkelighed i den kaotiske tid med hippier, ungdomsoprør, Vietnamkrig og andre ulykker. Tressernes frie leg med kærlighed på kryds og tværs kulminerede for vores vedkommende med ”MUSIKZAG”, og vore veje skiltes for en tid.
Nye tider, nye vilkår fra 1973 og frem, stofferne tog endeligt over ved festivalerne, krig også i Mellemøsten, energikrise og øget politisering overalt i samfundet. Vi fortsatte hver for sig med efter bedste evne at udfolde de idealer, vi sammen havde opbygget, Jens Wilhelm som lærer ved Det Jyske Musikkonservatorium og samtidig som mediekomponist og familiefar, og jeg som freelance komponist, der med nye koncerter i Glyptoteket bestræbte mig på at få opbygget et permanent dansk forum for elektronmusik. Jeg havde lejlighed til på nærmeste hold at følge tilblivelsen af Fuzzys musik til Kasper Rostrups opsætning af Holbergs ”Niels Klim” som totalteater på Gladsaxe Teater, hvor hele den musikalske pallette blev taget i brug, fra elektroakustisk lydscenografi til klassisk korsang. Den dag i dag går jeg ofte og nynner temaet ”De vise gamle træers afskedssang”, en dårende smuk korsats. Den og temaet fra ”En By i Provinsen” står for mig som fine eksempler på, hvad et enkelt men godt tema og en god melodi i det rigtige arrangement kan rumme af menneskelig storhed.
Om Fuzzys videre liv og udvikling: Læs hans bog og læs den igen, flere gange! Vi mødtes igen og lavede endnu en gang live ”MUSIKZAG” i 1986 ved 10 års jubilæumskoncerterne i Glyptotekets Vinterhave, og da Dansk Institut for Elektroakustisk Musik, DIEM, i 1987 endelig bliver en realitet, mødtes vi også der, for Fuzzy er naturligvis stærkt involveret. I begyndelsen af halvfemserne hjælper han mig, der altid har arbejdet analogt med den elektroniske musik, med at blive digital, altid hjælpsom, kærlig og anerkendende, venskabet og den gensidige respekt er intakt, selvom der ofte går lang tid imellem, at vi ses.
I 2004 er der atter en anledning til samarbejde, denne gang om åbningskoncerten ”Ankomst” til ”Lys over Lolland” i Saxkjøbing gamle Sukkerfabrik. Vi sammensætter et program, der for Fuzzys vedkommende består af satser fra hans nye storværk til Den Sorte Diamant ”Katalog”, hvortil dansere og skuespillere fra Teatergruppen ”Cantabile-2” laver tableauer på flere etager i den kolossale fabrikshal, og Jeanette Balland og Signe Asmussen opfører hans nye koncert for saxofon og elektronik, ligeledes i flere etager. Da festivalen er slut, sker også det med manér ved en fyrværkerikoncert til tonerne af fællesværket ”Afgang”, som vi i al hast og uden problemer har mixet sammen. Den var der med det samme, som han sagde.
I de følgende år hjælper Fuzzy mig med at få etableret mit store Projekt DODEKALITTEN på Lolland, først med råd og støtte, og siden med etablering af det 12-kanal digitale lydsystem, som skulle rumme musikken til projektet. Da projektet efter 5 års intenst samarbejde bryder sammen og skifter karakter, hvorved jeg bliver koblet fra mit eget projekt, er han der igen med opbakning, trøst og støtte.
Her på det allerseneste har vi arbejdet sammen med Frederik Birket-Smith fra foreningen ”Strøm” om at få etableret et ”Levende Arkiv for Rumlig Musik”, ”LARM” eller ”Lydskatten”, som vi også kalder det. Det handler kort sagt om at redde Fuzzys og mine arkiver og tekniske udstyr på en måde, så det kan blive til gavn for almenheden, så musik, papir og grej ikke bare bliver pakket ned i et arkiv, hvor ingen må røre den, men bliver gjort offentligt tilgængeligt med aflytningsfaciliteter for vores rumlige musik. Sidst jeg talte med Fuzzy for en uge siden, var han i fuld gang med at overveje, hvordan det kunne ske. Nu må vi fuldføre værket uden hans fysiske tilstedeværelse, men i hans ånd.
FUZZY er død, FUZZYs livsværk leve!
16.10.22 Gunner Møller Pedersen
