Ved sin fjerde ansøgningsrunde med frist d. 25. oktober 2024 indkom der 52 ansøgninger. Blandt disse har juryen nu udvalgt fire modtagere af hver 100.000 kr.
De fire modtagere er:
Morten Riis
Med Nye Veje legatet ønsker Morten Riis at udforske det musikalske potentiale i jordenergi. Under åben himmel vil Riis bygge et jordbatteri, som skal være fundamentet for en kompositionspraksis, hvor jord, elektriske kredsløb og mennesker mødes og interagerer. Konkrete jordbundsforhold igennem skiftende vind og vejr søges hermed at få en aktiv stemme i en langsommelig jordbunden tilgang til komposition.
Kirstine Lindemann
Med Nye Veje legatet ønsker Kirstine Lindemann at udforske AI-avatarens forsøg på at imitere menneskers gestik, bevægelse og lyd. Det utilstrækkelige, og ofte humorøse, resultat vil danne grundlag for en musikalsk/performativ dialog med teknologien, som publikum kan følge med i – en dialog hvori Lindemann samtidig kan gentænke sin egen rolle som skaber.
Lars Kynde
Lars Kynde vil med sit projekt arbejde med undersøgelsen af magnetfelters indvirkning på ferromagnetiske lydgivere og herigennem skabe helt nye instrumenter, der fundamentalt kan ændre klang og overtoner ved magnetfelters påvirkning. Projektet vil derudover antage et socialt aspekt i og med, at Kynde vil undersøge, hvorvidt man gennem at spille disse instrumenter i fællesskab kan opnå en anden erkendelse af lydspektre end den gængse, og hvorvidt de udøvende formår at finde nye veje til improvisation og samskabelse, ligesom de resulterende instrumenter vil kunne finde anvendelse langt udover det beskrevne projekt og med tiden måske opnå udbredelse til brug for en meget bred skare af æstetiske udtryk og genrer.
Sól Ey
Sól Ey har i sin praksis, med multisensorisk performance og kropstilkoblede lydkunstinstallationer, indtil videre fokuseret på samspillet mellem performere. Med Nye Veje-legatet vil hun udvide sit kunstneriske undersøgelsesfelt med publikum som aktiv medspiller. Her vil hun undersøge, hvordan multisensoriske elementer, som lyd, lys og rumlig dynamik m.m., kan påvirke publikums engagement, følelser og bevægelsesmønstre ved at gå direkte på publikums sanseoplevelse gennem publikumsinteraktion.
Offentligt seminar
Vi glæder os til at følge legatmodtagermes udvikling og vil i løbet af 2025 invitere til et offentligt seminar, hvor legatmodtagerne vil dele den proces, de har været igennem og de erfaringer, de har fået undervejs i forløbet.
Stort tillykke til de fire legatmodtagere!