Af medlemskonsulent Niels Marthinsen
MakeMusic, der står bag programmet Finale, har opgivet at videreudvikle programmet, formentlig fordi det ikke er der, de tjener deres penge, og fordi det er voldsomt ressourcekrævende.
De har derfor indgået et samarbejde med Steinberg (som i øvrigt er ejet af Yamaha) om at prøve at overføre kunder og medarbejdernes know-how til Steinbergs eget notationsprogram Dorico.
Det første problem, der melder sig for alle vi finalebrugere, er, hvordan vi får oversat hele vores bagkatalog af finalefiler til et andet program.
Den bedste oversætter der findes, hedder Xml4. Desværre er den ikke god nok, hverken mellem Finale og Sibelius eller mellem Finale og Dorico. Alle informationerne i finalenodefilen overføres, men layoutet skal bygges om helt fra bunden, med mindre der er tale om ganske enkle filer.
Jeg har talt med folk fra både Ed. Wilhelm Hansen og Edition-S (tak til Francis Fridan og især Morten Olsen), og jeg har læst i den vigtigste facebookgruppe for Finale ‘super users’, ‘Finale Refugies’.
Fornemmelsen hos alle er, at der nok snart kommer et nyt oversættelsesværktøj der kan håndtere layoutproblemet. Steinberg har købt alle Finales grundlæggende koder og burde kunne levere sådan et.
Der er millioner af finalefiler i vores egne og forlagenes bagkataloger, som venter på at blive konverteret, og derfor burde der være et kommercielt grundlag for at bygge en ordentlig oversætter.
Hvis det ikke sker, så hører jeg, at der kommer en pirat-app, simpelthen fordi behovet hos brugerne er så stort.
RÅD NUMMER 1
Vent med at opdatere jeres computers styresystem til vi har sådan en oversætter, for hvis Finale viser sig at være helt eller delvis inkompatibel med en macOS-opdatering (der kommer en lige om lidt), kommer der ikke nogen finaleopdatering, der løser problemet.
Det andet problem er, hvordan vi arbejder fremover.
En løsning kunne være at installere Finale på en computer, der aldrig opdateres, og så arbejde på den. Det låser os imidlertid i Finale27 fremover og tvinger os til selv at levere al materiale til den musik, vi skriver - men det løser problemet indtil finalecomputeren ikke kan længere.
En anden løsning er naturligvis at skifte til et andet notationsprogram.
Sibelius og Finale har det tilfælles, at de er skrevet i gammeldags koder, som et moderne styresystem skal oversætte, mens vi arbejder. Det er derfor store nodefiler kan virke tunge og langsomme at bladre rundt i.
Sibelius og Finale lider også under, at deres menuer og paletter bærer præg af programmernes historik. Vi har vænnet os til, hvor funktionerne sidder, men de er ikke altid logisk placeret.
Dorico er skrevet fra bunden i moderne kode, og funktionerne sidder rigtigt; det er i hvert fald, hvad jeg hører fra programmets brugere. Desuden kan Dorico alt det Finale også kan, næsten i hvert fald.
RÅD NUMMER 2
Køb Dorico mens det er på tilbud for finalebrugere; vi har alle sammen fået en mail fra MakeMusic med et link til nedsat pris.
Jeg hører, at når vi er kommet igennem den værste læringskurve, er Dorico allerede i sin nuværende form en forbedring i forhold til Finale, simpelthen fordi det er lettere og hurtigere at arbejde i.
Min fornemmelse er, at Finale før eller siden alligevel havde været nødt til at blive skrevet om i moderne kode for at kunne fungere i fremtidens styresystemer. Jeg hører, at MakeMusic var et lille firma, der ikke havde økonomi til den opgave; derfor blev de solgt, mens der stadig var noget at købe.
Steinberg (der også har Cubase) virker dedikeret til at bruge Finales know-how til at forbedre Dorico afgørende.
Vi får se om det sker. Foreløbig mener jeg, at det er et fornuftigt valg at benytte sig af tilbuddet fra MakeMusic.