26 feb 2019

Figura festspiele 2019

To eksklusive dage med fire koncerter, samtaler og bar - med kun 40 pladser til hver koncert!

Der venter forunderlige intime musikalske møder, når FIGURA Ensemble afholder biennalen FIGURA Festspiele med koncerter, samtaler, film og prisuddeling. Et mangfoldigt felt af kunstnere fra både ind- og udland og unge komponisttalenter præsenterer publikum for den nyeste musik og en række helt unikke oplevelser.

FIGURA Festspiele finder i år sted på Frederiksberg i Møstings Hus ved indgangen til Frederiksberg Have. I disse smukke omgivelser folder Festspiele sig ud med nyskabende musik, samtalesaloner og en bar bestyret af den legendariske nørrebrobar Harbo Bar. Det hele sættes i scene af FIGURA Ensembles scenograf Filippa Berglund.

Et mangfoldigt program

Før dørene slås op i Møstings Hus, gæster FIGURA Festspiele i februar Frederiksberg Friskole med workshoppen Små Komponister, hvor en ny generation af musikelskere og -udøvere får mulighed for at prøve kræfter med musikalsk skaben under vingerne af FIGURAs prisvindende projekt.

FIGURA Festspiele gæstes i koncertdagene d. 1.-2. marts af bl.a. af den tyske blokfløjtenist Susanne Fröhlich og det finske kvindeensemble Juurakko. Udover FIGURA Ensembles egen mezzosopran Helene Gjerris, vil sangerinderne Signe Asmussen, Ingeborg Fangel Mo og Nana Bugge Rasmussen også gæste Festspiele 2019. 

For anden gang overrækkes Axel Borup-Jørgensen Komponistpris som en del af FIGURA Festspiele til en ung dansk komponist. Årets modtager er Esben Nordborg Møller, og her vil publikum få mulighed for at opleve et af de største mesterværker indenfor dansk orkesterlitteratur, når den prisbelønnede animationsfilm MARIN – an Animated Fantasy af instruktør Allan O Lückow med musik af Axel Borup-Jørgensen vises på festivalen.

Et væld af uropførelser

Festivalen indeholder som altid uropførelser bl.a. en nye sangcyklus Pythagoras’ børn af den færøske komponist Tróndur Bogason, og et lang og frugtbart samarbejde med den tyske blokfløjtespiller Susanne Fröhlich kulminerer ved uropførelsen af komponist Peter Bruuns nye værk til hende og FIGURA.

De unge komponisttalenter Matias Vestergård Hansen og Sofie Gerup har også begge uropførelser med på Festspiele, som er udvalgt og udviklet med FIGURA i en workshopkonkurrence for unge komponister i 2018. Matias Vestergård Hansen vandt workshopkonkurrencen, der hvert andet år uddeles i et samarbejde mellem Axel Borup-Jørgensen Komponistpris og FIGURA Ensemble. 

Fra lyden af Finland og Norden til slovakisk sommerfugleværk

Festspiele byder også på et gensyn med værker fra forestillingen KropUmulig af den svenske komponist Ylva Lund Bergner og den finske komponist Lotta Wennäkoski, samt en anderledes unik oplevelse, når kantelespilleren Eija Kankaanranta giver en solokoncert med det specille strengeinstrument kantele.

Førsteopførelsen i Danmark af The Harbingers of light, af den slovakiske komponist Juraj Kojs, tager publikum gennem en kunstfærdig sangcyklus, arrangeret til FIGURA og baseret på digte fra et multimedieprojekt af Juraj Kojs, Kathryn Alexander og Margaret Lancaster.

Ved Festspieles afslutningskoncert kommer Juurakko fra Finland og tager publikum med ind i en verden af folkemusik kombineret med bl.a. afroamerikansk root-musik og a capella blues-sang på finsk. Det bliver en mindeværdig koncert, der kommer til at afrunde Festspiele 2019!