15 nov 2021

ES21-netværksmøde med Louise Alenius

Kom med til årets sidste ES21-netværksmøde under temaet "musik som undersøgelse".

Dagens gæst er komponist, sanger, librettist og musikentreprenør LOUISE ALENIUS. Dagens vært er booker Jonas Sejersbøl Kielland, som vil fortælle om HUSETs særlige XENON-scene for bl.a. tværkunstneriske residencies og eksperimenterende musik.

Temaet for mødet er musik som undersøgelse. Vi får her besøg af Louise Alenius, som netop har været aktuel med korværket 'Stille slag'. Hun skriver musik, der ofte hacker formater og udfordrer tilskuere. Hun er svær at sætte i bås, når man ser på, hvad biografien fortæller: Baggrund som elektronisk musiker, sanger med tre album udgivelser, musik til en række balletter, 2 operaer og flere kammermusikværker, korværker, har bygget sin egen koncertsal for 1 person 'Téte' som bla. var udstillet på SMK, laver reklame- og filmmusik og har snart premiere på sin nye opera MANUALEN, på operaens store scene.

Som det fremgår i dette interview fra Seismograf, vil Alenius' musik ikke nødvendigvis sige noget om verden omkring os, men snarere 'gå i dialog med den, være i rum med den og lære den bedre at kende´. På mødet vil hun gøre os klogere på denne tilgang, og på hvad der i øvrigt inspirerer hendes virke og proces.