25 feb 2022

ES21 møde med Simon Steen-Andersen

Kom med til ES21-netværksmøde mandag den 7. marts kl. 18 - 20 på musikforlaget Edition·S, som er beliggende i det gamle Radiohus.

Dagens gæst er den 44-årige komponist Simon Steen-Andersen, som regnes for en af nutidens førende komponister på den internationale eksperimenterende musikscene. På mødet bliver vi klogere på og tanker bag Simons særlige tilgang til komposition, hvori han kombinerer levende musik med elektronik, video og performance på nye og ofte overrumplende måder. Han er aktuel med med sit storværk TRIO, som opføres på DR's Koncerthus fredag d. 11. marts. Til mødet vil Simon uddybe veje og tilgange til kreativ proces i forbindelse med netop dette spektakulære værk, som er en komplet fusion af live-musik og multimedier i en koncert med tre grupper på scenen hhv. et kor, et bigband og et symfoniorkester. Noget af en trio...

Dagens vært er Eva Havshøj Ohrt fra musikforlaget Edition·S som huser mange komponister fra både musik- og lydkunstscener. Hvordan og hvorledes forlaget arbejder med porteføljen og forlagets visioner vil Eva bl.a. sætte ord på.

Mere om dagens artist talk
Simon Steen-Andersen er en prisbelønnet Berlin-baseret komponist, performer og kunstner, der arbejder i feltet mellem instrumental musik, elektronik, video og performance. Formaterne rækker fra symfoniorkester og kammermusik (med og uden multimedia) til iscenesættelser, solo performances og installationer. Læs mere om Simon Steen-Andersen her: https://www.simonsteenandersen.com/