25 sep 2019

Duo Diagonal

Koncertserien Moderne Mandag byder på musik for cembalo og akkordeon

Børnepasning er ikke det store problem, når Anka Zlateva og Adam Ørvad skal give koncert. De tar bare datteren Gergana med, og det gør de også mandag 30. september, hvor de giver koncert i Frederiksbergs kulturhus METRONOMEN ved den nye METROstation Aksel Møllers Have. Gergana er 9 år og nu så scenevant og i besiddelse af et så stort sangtalent, at hun i flere år har optrådt sammen med sine forældre. Her i foråret vandt hun endda en sangkonkurrence i Bulgarien, hvor hendes mor kommer fra.

Selv om Gergana skal synge Leonard Bernsteins I Hate Music!, så kan hun faktisk rigtig godt li' at synge - og det vil man også kunne høre i tre af Gunnar Bergs sange fra 1930rne Den gule vipstjert, Fiskerens barn lærer alfabet og Is på fjorden af Erik Bertelsen, der er bedst kendt for Blæsten går frisk over Limfjordens vande.

Anka Zlateva, der til daglig underviser på Musikskolen på Frederiksberg, og Adam Ørvad, der spiller akkordeon, grundlagde i 2005 DUO DIAGONAL, hvor Anka spiller cembalo. De to instrumenter er så forskellige fra hinanden som næsten tænkes kan, men i hænderne på dygtige musikere og eksperimenterende komponister opnås både overraskende klanglige dybder, intensitet og nuancerigdom.

Duoens MODERNE MANDAG-debut byder på både solospil og duetter med store værker af modernismemesteren Axel Borup-Jørgensen og af 100-års fødselaren Niels Viggo Bentzon, på genhør med Hanne Ørvads Anytime og Svend Aaquists Dylan Thomas-inspirerede A Milkwood Promenade, som duoen uropførte sidste år i Ny Musik i Birkerød. Hertil kommer uropførelser af Louis Aguirre: fire nye stykker fra kæmpeværket Les Masques de Neige for accordeon-solo, som Adam Ørvad har bestilt hos den cubansk-fødte komponist, der bor i Aalborg og er en del af den nordjyske komponistgruppe Snow Mask.

PROGRAM

  • Svend Aaquist A Milkwood Promenade (2018)
  • Niels Viggo Bentzon Copenhagen Suite nr. 2 for cembalo (1993)
  • Niels Viggo Bentzon Columbus Eier & Salz und Pfeffer for akkordeon (1993)
  • Gunnar Berg Tre sange til digte af Erik Bertelsen for sang og akkordeon (1935)
  • Hanne Ørvad Anytime (2009)
  • Axel Borup-Jørgensen Für Cembalo und Orgel. Ny version for cembalo og akkordeon (2015) Første gang.
  • Axel Borup-Jørgensen Tarocco per il cembalo (1987)
  • Louis Aguirre Fire stykker fra Les Masques de Neige for akkordeon (2018-19). Uropførelser.
  • Leonard Bernstein I Hate Music! for sang og akkordeon (1943)