Det har nu i et par år været muligt for producenter, ensembler, institutioner mm. at ansøge om støtte til bestillingshonorarer i Produktionspuljen hos DKF. Fra 1. september har vi indføjet et krav om en kontrakt i vilkårene for at ansøge om støtte til bestillingshonorarer i DKF.
For at dreje et skib må man have et ror. Det, at den skabende kunstner laver en kontrakt med bestilleren, er et afgørende skridt i retning af at synliggøre, at det at skabe musikken faktisk er et stykke arbejde. Et arbejde som tager tid. En tid, der nødvendigvis må være løn værd, fordi man jo som alle andre skal leve imens. Så allerede til den ansøgningsfrist, der ligger lige for, nemlig den 1. september, er der indført et krav om en kontrakt i aftalen imellem bestiller og kunstner.
Der henvises i formuleringerne til, at man er velkommen til at tage udgangspunkt i den standardkontrakt, vi har liggende på DKF’s hjemmeside. Vi mener, denne kontrakt tager højde for de oplagte problemstillinger vores fag har. Det er imidlertid ikke et krav, at man bruger nøjagtig denne kontrakt. En standardkontrakt kan aldrig forudsige alt om alle arbejdsopgaver og situationer. Så den præcise udformning af den skriftlige aftale hver enkelt kunstner laver med sin bestiller, bestemmer man naturligvis selv; men hensigten er, at kontrakten skal være et “ror”, der langsomt kan dreje os alle sammen i den retning, at bestillingshonoraret bliver en selvfølgelig og en substantiel bestanddel af enhver aftale.
I kravet om en kontrakt mellem komponist og bestiller ligger der også en implicit opfordring til, at ansøgere/bestillere søger midler til bestillingshonorar andre steder og f.eks. indtænker muligheder for sambestilling og medfinansiering, da DKF’s pulje umuligt kan yde det fulde honorar.
Husk i øvrigt også på, at man altid er to parter, der laver en aftale. De to parter i en aftale kan altid enes om at tage aftalen op igen, beslutte sig for at ændre noget i den og så lave en ny aftale med de ændringer, som så sætter den gamle aftale ud af kraft. Det kræver blot, at man tænker kontrakten som et samarbejdspapir imellem bestiller og kunstner. Selvfølgelig kan der ulykkeligvis opstå en situation, hvor kontrakten bliver genstand for et juridisk tovtrækkeri. Men i det daglige er kontrakten et arbejdspapir, et ror at navigere efter, et signal om, at vores arbejdskraft, vores kreativitet og vores tid er løn værd.
