Alle dage skal vi kæmpe for ligestilling. 8. marts er vores påmindelse om, at kampen for ligestilling, lige adgang, repræsentation og fair arbejdsvilkår er nødvendig, og den er langt fra forbi. Tallene taler deres tydelige sprog.
Et udpluk af statistikker viser, hvorfor hver dag fortsat må være en kampdag:
Repertoiret i danske festivaler, ensembler, operahuse og orkestre er skabt af 10,5% kvinder. Der er en bevægelse i repertoiret mod bredere repræsentation - men den går langsomt. Hvem er det vi lytter til, og hvilke historier går vi glip af, når balancen er så skæv?
2 ud af 3 kvindelige musikere i Danmark har et højt niveau af angst, og hver anden kvindelig musiker mistrives. Det er ikke acceptable vilkår for musikskabelse, og det forvrider adgangen til det danske musikliv.
Allerede tidligt i fødekæden skal vi arbejde strategisk med køn og ligestilling. Statistik fra musikskolerne understreger, at børn tidligt internaliserer kønsstereotyper, som former deres musikalske præferencer og deltagelse.
Der er massiv skævhed blandt kønnene i udbetalingerne fra Koda (4), og 57% af kvindelige musikere har svært ved at genoptage karrieren efter barsel.
- Kodas kønsstatistik, 2025 og Barsel i Musikbranchen, 2025 af Tænketanken EQUALIS for Koda, Dansk Musikerforbund og Dansk Artistforbund
Grænseoverskridende adfærd og diskrimination er også vilkår, der påvirker ligestillingen i musiklivet.
8/10 af de kvinder, der også er minoriserede på andre parametre, fx hudfarve eller funktionsvariationer, har oplevet negativ forskelsbehandling, fx at blive ekskluderet, fravalgt og undervurderet i professionelle sammenhænge.
Der er stadig meget at kæmpe for.
Glædelig kampdag.





