Dansk musik til dansk spil

Når Throughline Games spil, 'Forgotton Anne' udkommer 15. maj er det med prædikatet, 'Det måske smukkeste spil nogensinde'. Det er da noget! Spillet har også været undervejs i mere end tre år. Det samme har Peter Dues musik: komponeret og orkestreret med alle de muligheder som den symfoniske orkestermusik giver og indspillet af Copenhagen Phil. Og da det er første gang et dansk orkester indspiller musik til et dansk computerspil - komponeret af en dansk komponist, så kan man endnu engang sige: Det er da også noget.

'Musikken skal være dynamisk - og følge spillerens valg. Det var et sjovt og meget inspirerende benspænd. Som komponist er jeg nødt til at tænke musikken på en anden måde. Jeg skal skabe musik, som på en og samme tid skal kunne opleves som et hele og samtidig med, at det kan udvikle sig af andre veje,' siger komponisten Peter Due. Gennem de sidste tre år har han haft fast bopæl i spillets primære karakter, Anne. En pige, der er havnet i de glemte tings verden og får til opgave at slå et oprør ned.

Modsat de kompositoriske opgaver som cv'et ellers er fuldt med, og som Peter Due er uddannet til, er det meget anderledes at komponere til spil:
'Som tilskuer er det som at se en animationsfilm - blot styrer man selv hovedpersonen. Overgangene mellem cutscenes og gameplay er helt afgørende. I denne håndtegnede film har vi tilstræbt at gøre dem fuldstændig "seamless", og det gælder for både animationerne og musikken.'

Helt grundlæggende for musikken er de ledemotiver, der følger de enkelte karakterer. De grundsten blev lagt meget tidligt i processen med at skabe spillet, Forgotton Anne.

'Samtidig med at spillets plot og figurernes dilemmaer har tegnet sig klarere og klarere er disse ledemotiver også blevet taget et andet sted hen. Sammen med spillet og dets mange interaktive elementer, er musikken vokset frem.'

Musikken til 'Forgotton Anne' har allerede markeret sig som et markant og levedygtigt værk - også uden for computerens skærme.

28. april 2018 opførte Nightingale String Quartet et stykke skrevet til dem baseret på temaer fra Forgotten Anne, og ved deres kommende Gaming koncert, 16-17. august 2018 vil DR symfoniorkestret opføre en suite fra spillet.

Soundtracket udkommer en uge før selve spillet, nemlig tirsdag 8. maj, hvor den kan hentes på alle digitale platforme. (Spotify, Amazon, Apple Music). Se mere om spillet her

Om Peter Due

Komponisten og violinisten Peter Due har skrevet og orkestreret musik til talrige danske og amerikanske computerspil og film samt komponeret klassiske værker for symfoniorkester og kammerensembler. Han er kendt for sine farverige og dramatiske orkester- og kammermusikværker, hvori han demonstrerer en overbevisende sans for orkestrering og dramatisk udvikling, og har fået opført værker af ensembler og orkestre i Europa og USA samt en opera på Det Kgl. Teater.

Peter Due er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Fynske Musikkonservatorium hos blandt andre Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Niels Rosing-Schow. Desuden har han taget den prestigefyldte filmkomponistuddannelse, Scoring for Motion Pictures and Television på University of Southern California i Los Angeles. Her studerede han blandt andet hos Christopher Young og Joel McNeeley og deltog i masterclass med James Newton Howard (Batman Begings) og Marco Beltrami (Terminator 3).

Se mere på http://peterdue.com/

Hør musikken her:
Towergrounds
Confrontation
The Chioce