Dancers and disappearance

Indrammet af Bach og krydret med Webern byder årets første Series of Four-koncert på en danmarkspremiere af Bent Sørensens 'Dancers and Disappearance' og et værk for akkordeon og krop af irske Jennifer Walshe.

Danmarkspremiere

Bent Sørensen er i disse år en af Danmarks absolut største komponistnavne. Han har vundet alle væsentlige, internationale komponistpriser og hans poetiske musik har vundet sin helt egen plads i det kaos, som omgiver os i den moderne og brølende verden. Til denne koncert kan man opleve danmarkspremieren på hans kvintet for akkordeon og strygekvartet 'Dancers and Disappearance'; et værk som er bestilt af Den Danske Strygekvartet og Andreas Borregaard.

Musik for instrumenter og kroppe

Til koncerten kan man også opleve Andreas Borregaard opføre Jennifer Walshes intense akkordeon-performance-værk "SELF-CARE", hvor yoga-positurer, forståelse af kryptovaluta, lyden af rumstationstoiletter, Tony Robbins transformative kraft, tvangshandlinger hos dyr samt garanteret karisma-forstærkende kassettebånd beskriver vores rodede tilværelse som nutidsmennesker.

Endnu en danmarkspremiere

Koncerten indrammes af nogle af J. S. Bachs mest fantastiske fugaer fra Kunst de Fuge, Goldbergvariationerne og Det Veltempererede Klaver samt en danmarkspremiere på en strygekvartet af Anton Webern fra 1905. Noderne til dette relativt ukendte mesterværk blev først offentliggjort for ganske nyligt, og det er aldrig før blevet opført i Danmark.

Der er koncertoptakt med Bent Sørensen, Andreas Borregaard og medlemmer af Den Danske Strygekvartet, og efter koncerten kan man nyde en Series of Four øl i Carl Nielsen Foyeren.