22 jan 2018

Christiansen i høj sø

Institut for Dansk Lydarkæologi genudgiver sammen med Museet for Samtidskunst en af de mest sjældne og sælsomme af den danske kunstner og komponist Henning Christiansens udgivelser – LP’en Satie i høj sø, fra 1977. Genudgivelsen falder sammen med udstillingen Christiansen i høj sø på Museet for Samtidskunst.

Fra Ny enkelhed til nyromantik

Henning Christiansen blev i 1960’erne – og er stadig i dag – kendt som Fluxus-kunstner og medskaber at den såkaldte Ny enkelhed. Men i 1970’erne vendte Christiansen på en tallerken og begyndte at komponere i en helt anden stil end den, som havde slået hans navn fast i musik- og kunstverdenen i 1960’erne. I stedet for den stramme, minimalistiske musik og de vilde Fluxuseksperimenter, begyndte han at komponere en række smukke, dansende og muntre musikstykker, der vækker minder om Carl Nielsen og den franske komponist Erik Satie.

For Henning Christiansen selv var den nye kompositionsstil nært knyttet til en moralsk og politisk indstilling til verden. For ham hang den smukke musik uløseligt sammen med hans håb for menneskeligt fællesskab og kommunisme. Samtidig vendte han den københavnske kunstscene ryggen og flyttede med sin familie til en gård på Møn. Her komponerede han filmmusik, syngespil, ræverøde kommunistsange og operaer til TV.

Satie i høj sø

LP’en Satie i høj sø samler fem værker fra denne periode, som nu kan høres igen. På trods af den store bevågenhed om Christiansens kunst og musik i disse år, har hans værker fra 1970’erne været så godt som uudforskede. Muligvis også pga. LP’ens sjældenhed. Sammen med udstillingen Christiansen i høj sø på Museet for Samtidskunst er genudgivelsen af pladen med til at kaste lys over denne glemte og længe uhørte del af Henning Christiansen mangefacetterede værk. En artikel af udstillingens kurator Magnus Kaslov udfolder Christiansens 70’er-kunst i LP’ens booklet.

Udstilling på Museet for Samtidskunst

LP’en udgives i forbindelse med udstillingen Christiansen i høj sø. Nyromantik i Henning Christiansens kunst i 1970’erne, der åbner 19. januar 2018 på Museet for Samtidskunst. I samarbejde med DR og Henning Christiansens Arkiv belyser udstillingen Henning Christiansens kunstneriske virke i 1970’erne. Udstillingen viser bl.a. sjældent sete TV- og filmværker, partiturer, scenografi-skitser, interviews og arkivalier, der ikke har været vist før.

Udstillingen inkluderer også nye værker af kunstner og komponist Anders Lauge Meldgaard og kunstnergruppen LOL Beslutning, der har arbejdet videre med Christiansens værker fra 1970’erne. På deres egne måder arbejder også de med oprigtighed og det følelsesfulde som centrale elementer. I samme ånd har kunstner Mira Winding skabt vægmalerier som scenografi for udstillingen.