Mindeord ved Torben Kjær
Prelude:
Butch Lacy har forladt denne verden. En generøs musiker, komponist, arrangør og inspirator er ikke blandt os mere. Det er svært at fatte. Han har jo kun været her så kort, og det er som om, han har været her altid.
Det lyder lidt paradoksalt, men det er sådan, jeg har (havde) det med Butch. Så disse mindeord er meget personlige. Den lange periode hvor Butch boede i Jylland, sås vi ikke jævnligt, men når vore veje faldt sammen, var det 2-5-1: jazzmusikkens bærende princip, den fuldendte harmoni i den tonale kadence.
Butch Lacy havde et imponerende CV som musiker. Som pianist spillede han med de helt store jazzstjerner, blandt andre Sarah Vaughan og Art Pepper.
Som komponist har han en kæmpe værkliste, der vidner om hans fordomsfri indgang til musik og til det at komponere: Butch skrev ikke i genrer, han skrev musik! Fra solopiano til kæmpestore korværker og kompositioner for underlige ensembler. (Det sidste nød jeg godt af, men det kommer senere!).
Chorale:
Første gang jeg mødte Butch, var det i hans egenskab af arrangør for Radioens Big Band. Min gode ven Erik Moseholm syntes, at jeg skulle møde ham, fordi “vi ville nok have et eller andet sammen”. Vi faldt straks i hak. Det blev indledningen til et langt musikalsk venskab.
Vores næste møde var på Færøerne: jeg spillede en kabaret med Erik Moseholm og Birgitte Friboe, som var Butch’s kæreste og senere kone. Vi boede sammen i Kristian Blaks lillebitte hus i Thorshavn, og der blev gået til makronerne! Kristian havde Kongerigets og Rigsfællesskabets mindste pianette, og når Butch og jeg spillede firhændigt, var vi nødt til at løbe rundt om skorstenen for at skifte fra bas til diskant! Når vi ikke drak rødvin og snakkede musik.
Der var ikke megen plads i det hus, men stort nok til at Butch kunne udvide mit kendskab til medianternes forunderlige verden: Erstat akkorden Ab sus9 i Dave Brubeck’s “In Your Own Sweet Way” med en D dur, en B dur eller en F dur-kang, og der åbner sig straks en ny verden af harmoniske muligheder! “Torben, this is a magic world”! sagde han begejstret.
Og det var på Færøerne, at Butch fik lært os lilleputter, hvordan man laver en “chili con carne third alarm”!
Ind imellem delte Butch også sine erfaringer med meditation med mig. Han havde begge sider i sit væsen, den dionysiske og den åndelige dimension og delte gerne ud af begge dele.
Vi delte så også et teaterjob på Rialto-teatret (Det var en lørdag aften), hvor vi spillede sange af Jerome Kern, denne mærkelige komponist, hvis værker blev udsat for alskens jazzede fortolkninger, og som i grunden selv hadede jazz!
Og Butch komponerede et værk til Copenhagen Music Ensemble, et 10-mands cross-overband, jeg havde på det tidspunkt. Værket havde sin uropførelse i Tivolis Koncertsal i midten af 1980’erne, men står ikke på Butch’ værkliste. Det kommer det til!
Da Butch flyttede til Jylland i 1994, sås vi sjældnere, men hver gang var forbindelsen der lige intens.
Jeg ved, at Butch Lacy kom til at betyde en masse for unge musikere og komponister i hele Danmark. Hans virke som inspirator, mentor og skaber af “The Very Big Band” kan ikke påskønnes nok.
Når Butch selv skabte musik ved et klaver, var det magisk. Det var som om, han lyttede sig ind på instrumentet, fandt dets styrker og svagheder, og ud af det kom den forunderlige musik, der var hans særkende. Åben, legende og ydmyg formede han musikken og gjorde den til sin egen.
Det samme gjorde sig gældende i hans samvær med andre mennesker. Han formåede at få det bedste frem hos alle, både musikalsk og menneskeligt.
Epilog:
Dette generøse menneske arbejdede hele sit liv på at sætte sjælen fri. Hos sig selv og hos andre.
Ære være hans minde!
Torben Kjær
Og forresten: det værk han gav til mig og mit orkester hed Prelude, Chorale And Epilog!
