For et år siden kårede lytterne på P2 en af hans korsatser som årets ‘Publikumsbasker’ – et stykke nyskrevet musik, som lytterne gerne så spillet side om side med klassikere af Mozart og Puccini. Og nu er komponist Bo Gunge (f. 1964) klar til at udgive albummet 12 Studier på Dacapo Records.
12 Studier præsenterer en treleddet rejse gennem komponistens eget liv i musik, menneskets sindstilstande og en række af den vestlige musiks mest lokkende intervaller. Karakteristisk for albummet er det, at alle tolv stykker fremføres i solo- såvel som duoversioner – fremført af pianist Ulrich Stærk samt duoerne Pihl & Schelling (saxofon og harpe) og Duo Askou//Andersen (violin og akkordeon).
Det nye album bliver fejret ved en koncert lørdag den 7. oktober i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe – en koncert, som optages til senere transmission i P2 Koncerten.