9 dec 2024

Bestillingsværk til restaurant Ti Trin Ned

OPEN CALL for Proposals

Michelin-restauranten Ti Trin Ned i Fredericia vil gerne indgå et samarbejde med en komponist om at bestille et værk, som skal indgå i den helaftensoplevelse, gæsterne får i restauranten.

Ti Trin Ned er beliggende lige ud til Lillebælt med panoramaudsigt til vandet og omgivet af skøn natur. Restauranten har plads til max 40 gæster og leverer en helaftensoplevelse, hvor man som spisende kan forvente at være i restauranten i 3-5 timer.

Ti Trin Ned ønsker at lægge et ekstra lag til den oplevelse, de skaber, hvor det nye værk skal være en del af den samlede oplevelse man får ved et besøg på restauranten.

Værkets idé og format
Værket skal underbygge stemningen i restauranten, der er beliggende i en bygning med en god akustik, der dog til tider også kan påvirke stemningen negativt, hvis restauranten ikke er fyldt. Værket skal derfor medvirke til at skabe en god stemning fra start uanset antallet af gæster.

Der ønskes et værk, der sammenlagt skal vare i 6 timer, da første seating er kl. 18:00, og de sidste gæster typisk går kl. 00:00. Det samlede forløb behøver ikke at være 6 timers unik musik, men kan bestå af mindre stykker, som kan gentages i løbet af aftenen på en måde, der følger middagens forløb.

Værket kan inddrage inspiration fra landskabet og omgivelserne omkring restauranten, der spiller ind i den kulinariske oplevelse, herunder vandet, blæsten i træerne og fuglene.

En aften på Ti Trin Ned
Aftenen starter roligt med snacks, hvorefter intensiteten stiger i takt med, at middagen udvikler sig gennem lette forretter, hovedretter med tungere smage og tungere vine for derefter at falde lidt til ro igen, når der serveres dessert og kaffe, og gæsterne sidder og hygger sig oven på middagen.

Der er frie kunstneriske rammer, men værket må gerne hente inspiration fra klassisk musik og jazz og kan inkludere reallyde fra landskabet omkring restauranten.

Hvem kan ansøge?
Professionelle komponister og lydkunstnere inden for alle skabende udtryksformer og uanset alder og karrierestadie. Proces- og samarbejdsorienterede kompositionsgreb er velkomne på lige fod med konventionelle partiturer.

Hvem vurderer de indkomne forslag?
En jury bestående af: Ejerne af Restaurant Ti Trin Ned, Michael og Lærke Nørtoft samt en musikfaglig person TBA vælger en modtager af bestillingsopgaven på baggrund af de indkomne forslag.

Juryens bedømmelse er endelig og kan ikke anfægtes.

Honorar for værket:
Ejerne af Ti Trin Ned indleder en udviklingsproces med modtageren af bestillingsopgaven, der både involverer konkretisering af idéen, tidsplan og følgende forhandling og aftale om det samlede honorar samt udbetaling.

Honoraret kan udbetales som et samlet honorar eller i rater efter aftale mellem komponisten og Ti Trin Ned.