13 maj 2025

Bæredygtighed i klassisk musik

Arbejder du med klassisk musik, og kunne du tænke dig at få ny inspiration til, hvordan du kan arbejde med bæredygtighed i din praksis? Så kom med, når organisationen Harmonic Progression afholder gratis workshop den 10. juni!

Til deres ‘eco workshops’ faciliterer Harmonic Progressions grundlægger Sam Goldscheider en åben dialog om bæredygtighed i klassisk musik, som tager udgangspunkt i de roller og arbejdsområder, der er repræsenteret til workshoppen.

Som deltager kan du derfor få nye ressourcer og inspiration til både at arbejde kunstnerisk og praktisk med bæredygtighed og skabe et socialt rum, hvor man kan snakke om klimakrisen med andre inden for den klassiske musik – og på den måde blive klogere på, hvordan du kan skabe en positiv forandring.

Om Harmonic Progression
Harmonic Progression er en nonprofit organisation fra Schweiz, der arbejder for at fremme bæredygtighed inden for den klassiske musiks miljøer, f.eks. som musiker, komponist, ensembleleder, underviser eller koncertarrangør.

Deres ambition er at styrke aktørerne til bedre at kunne omsætte deres intentioner til reel handling, hvad angår deres arbejde med bæredygtighed, klimakrise og grøn omstilling. Dette gør de gennem flere forskellige projekter, heriblandt deres ‘eco workshops’, som de har afholdt i flere forskellige lande.

Læs mere om Harmonic Progression på deres hjemmeside.