Oplev den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttir i en intim og sanselig koncertoplevelse på Louisiana Museum of Modern Art. Med sit kompromisløse lydunivers har Gísladóttir markeret sig som en af samtidens mest markante nordiske komponister og tiltrukket sig stor international opmærksomhed.
Hendes musik tager afsæt i en forestilling om lyd som et levende væsen og bevæger sig i spændingsfeltet mellem komposition og improvisation, støj og skønhed – i et luftigt rum mellem forskellige tilstande, hvor mørke og lys flyder sammen. Kontrabassen står centralt i Gísladóttirs musikalske æstetik, hvor en enkelt grundtone kan åbne sig til svimlende, livfulde klangverdener af overtoner, resonanser og vibrationer, og hendes værker udforsker ofte lydens grænser med en særlig intensitet og humor.
Koncertens program er sammensat af komponisten selv, som også medvirker på kontrabas i flere af værkerne. Publikum kan opleve et udvalg af Gísladóttirs kammermusik og værker med live-elektronik skrevet gennem de seneste ti år. Musikken opføres af en række fremtrædende nordiske musikere. Udover Bára Gísladóttir medvirker Francesco Bigoni (klarinet), Herdís Anna Jónasdóttir (sopran), Kristín Ýr Jónsdóttir (fløjte), Guðrún Óskarsdóttir (cembalo), Sofie Thorsbro Dan (violin) og Hallgrímur Jónas Jensson (cello).
Bára Gísladóttirs musik opføres i dag af førende ensembler og orkestre verden over. Denne koncert giver mulighed for at opleve hendes særlige lydverden helt tæt på – et musikalsk rum, hvor lyd, krop og resonans smelter sammen.
Efter koncerten bydes der på vin på terrassen, og arrangementet rundes af med en samtale mellem komponisten og Thomas Michelsen, musikjournalist på Politiken, som giver publikum mulighed for at få et indblik i værkerne og de kunstneriske processer, der ligger bag.
PROGRAM
- nið(ur) (2016) for sopran, fløjte, klarinet i Bb, violin, cello og cembalo, 6'.
- ARACHNE (2020) for solo cembalo og live-elektronik, 10'20''.
- VERITAS (2024) for kontrabas og live-elektronik, 13'18''.
- again the autumn (2025) for cello, kontrabas og live-elektronik, 9'20''.
- nið(ur) (2016) for sopran, fløjte, klarinet i Bb og violin, 6’.





