Anders Brødsgaard portræt

En elektronisk aften med phonemskyer og symptomal horisont

I år er det 25 år siden, at FIGURA Ensemble blev dannet, og det er blevet fejret hele året. Den 9. december kl. 20 gæster FIGURA Ensemble Koncertkirken på Nørrebro med et portræt af komponisten Anders Brødsgaard, hvor FIGURA genopdager værket Algol 8 fra 1996 og byder på en uropførelse af Lukas O'Kech Evangeliet - begge værker med tekster af endnu en jubilar den danske digter Klaus Høeck, der netop har fejret sin 80 års fødselsdag!

Den 9. december afrunder FIGURA Ensemble deres jubilæumsår, med en kosmisk, futuristisk og skæg koncert, når ensemblet spiller Anders Brødsgaards gamle Klaus Høeck hit Algol 8 for mezzosopran, ensemble og elektronisk virvar. Algol 8 er et af de værker, FIGURA spillede i deres helt tidlige dage, og nu genopføres det med moderne og opdateret elektronik.

Algol 8 er bygget på Klaus Høecks digt af samme navn, fra samlingen Projekt Perseus (1977), og værket blev i 1998 præmieret af Statens Kunstfond. Da FIGURA tilbage i 1996 bestilte et nyt stykke af Anders Brødsgaard, supplerede han ensemblets i forvejen utraditionelle besætning bestående af klarinet, bas og slagtøj med bl.a. en Yamaha SY77-synthesizer, der blev styret af en computer. Desuden benyttedes en DP4 DigitalProcessor, der, helt i digtets ånd, forvrængede og bearbejdede sangerindens klang og tekstbehandling. Disse gamle, besværlige apparater er her i 2018 erstattet af et integreret computerprogram, der både afspiller de gamle SY77-klange og manipulerer stemmen på de rette steder. Navnet Algol hentyder både til et programmeringssprog og til Algol, Dæmonstjernen, den næstklareste stjerne i stjernebilledet Perseus.

Lukas O'Kech Evangeliet- er en nedbrudt sonetkreds om digterens alter ego og hans vej til lykken. Den bygger på Klaus Høecks digtsroman Lukas O’Kech fra 1988. Mestersonetten og de 14 sonetter i første sonetkrans danner rammefortællingen om Klaus Høecks alter ego, Lukas O’Kech, og en tilfældig nytårsaften på Nørrebro, som ender i slagsmål. Ind heri flettes et par meditative sider fra Høecks andre bøger Winterreise (1979) og 1001 Digt (1995). Lukas O'Kech Evangeliet er på mange måder meget finurlig og morsom - både fra Klaus Høecks og Anders Brødsgaards hånd - rim så flade som branderter og episoder man ikke skulle tro kunne finde sted i en sonet.

Koncerten afsluttes med en artist talk