Afternoon amble

Mindeord for Ib Glindemann, som afgik ved døden d. 5. april.

Skrevet af Torben Kjær

En musikalsk legende er taget videre. Ib Glindemann (1934-2019) er her ikke mere. Men hans musik lever videre på film, i koncertsale og i vores bevidsthed.

AFTERNOON AMBLE er en slentretur i eftermiddagssolen, en komposition af Ib Glindemann, men også et sindbillede af Ibs natur: bevægelse, ro, eftertænksomhed, men altid fremad. (Hør den her på YouTube)

Sig navnet: Ib Glindemann og man kan måske se ham for sig: foroverbøjet foran orkestret og hele kroppen fortæller om tempo, rytme og feeling - endnu inden musikerne har løsnet et skud!

Hvis man er rigtig gammel nok, kan man huske, at Ib Glindemanns orkester var husorkester på Radio Mercur (en reklamefinancieret radiokanal, der holdt til på et skib i internationalt farvand i Øresund) og måske også, at han grundlagde Radioens Danseorkester - en forløber for DR Big Bandet (som det hedder på DR nysprog).

Eller måske husker man Ib Glindemann som en ilter debattør om musikkens vilkår i Danmark. Ib var altid rebelsk! Ib kunne kunsten at debattere, og han lagde ikke fingrene imellem. Men Ib gik efter bolden, ikke efter manden. Det lykkedes ham dog alligevel tit at fornærme nogen; Ibs sans for humor og ironi var svær at hamle op med!

Jeg skal sent glemme de seancer på KODAs generalforsamling, hvor han og komponisten Ole Hoyer gennem mange år leverede en meget morsom (og meget lang) performance om filmmusikkens ringe afregning i KODA-systemet. Og heglede deres opponenter igennem, stadigvæk vanvittig morsomt! Hver gang opfordrede KODAs direktør, Niels Bak, og komponistforeningernes formænd de to herrer til at melde sig ind i en af komponistforeningerne for at være med til at forandre vilkårene. De skulle være så velkomne!

Til sidst bøjede Ib Glindemann sig, men også det blev en performance; han lagde tre sedler i en skål og bad Niels Bak om at trække en seddel. Det blev Dansk Komponistforening, der blev sejrherren, men onde tunger vil vide, at der stod DKF på alle tre sedler!

Ib Glindemann var nemlig også pragmatiker. Han spillede rock og rul med bl.a. Otto Brandenburg, skønt han afskyede pop- og rockmusik.

Og så er der selvfølgelig også det faktum, at Ib Glindemann har et kæmpe katalog af underlægningsmusik, og at han har skrevet musik til en mængde danske og udenlandske film.

Men han viede sit liv til big bandmusikken med forbilleder i store amerikanske orkesterledere som Stan Kenton og Bennie Goodman. Han havde de store ører ud mod den europæiske musiktradition og moderne amerikansk musik, og undertegnede hører i hans værker både inspiration fra George Gerschwin og Aaron Copland.

Ib Glindemann modtog Leo Mathiesen-prisen i 2012, og det var i den grad velfortjent!

Ib, Jeg havde fornøjelsen af at spille med dit orkester i tre år og fik derigennem et førstehåndskendskab til din raffinerede måde at skrive og arrangere på. Tak for det, tak for vores gode snakke om musik (det er godt for samtalen at turnere i bus med kapelmesteren) og også tak for vores venskab gennem mange år.

Jeg spurgte dig engang, om du ikke som komponist og arrangør var lidt for hård ved og skrev lidt for svært for især trompetisterne. Du svarede mig: “vel er det svært, men det er ikke umuligt”! Jeg har lige hørt din trompetkoncert, og du havde ret! Hundesvært, men ikke umuligt!

Du var en fantastisk musikalsk igangsætter og inspirationskilde. Du var en utrættelig forkæmper for den gode musik i bredeste betydning - og for kvalitet og engagement. (citat:” Der er bare alt for meget støj og alt for lidt musik tilbage, når djøf'erne har gjort regnestykket op”).

Nu tager du måske en Afternoon Amble  i Jazzland, og jeg håber, de er der alle dine musikalske venner. I skal nok få det sjovt, og ellers kan du jo altid give dem en skideballe, hvis de ikke spiller ordentligt! Det var du nemlig også rigtig god til. Og man holdt af dig alligevel!

Tak for musikken!

Torben Kjær