1 feb 2018

2018 bliver et lydår

Det tog komponisten Gunner Møller Pedersen fem år (1977-82) at komponere ET LYDÅR, som i dag regnes for et hovedværk inden for den elektroakustiske musikgenre. Værket er et 4-kanals rumligt quadrofonisk musikstykke med 12 satser knyttet til hver af årets måneder og blev oprindeligt skabt til Glyptotekets vinterhave, hvor det spillede dagligt helt frem til 1999.

Værket har siden været hjemløst, men den 1. januar 2018 kl. 12 begyndte ET LYDÅR igen at klinge i den lille lund i "Rusland" foran museet i Statueparken ved Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle

Hver dag kl. 12 - 12.30 opføres månedens musik i hele 2018, og fra juni til og med september måned vil der være to opførelser hver dag, kl. 12 og kl. 21.

Endvidere vil der i løbet af sommeren 2018 blive arrangeret en 6-timers koncert, hvor hele ET LYDÅR kan opleves under åben himmel. Det hele sker i et samarbejde med Tegners Museum og foreningen STRØM.

Fødselsdagsreception

I februar 2018 fylder Gunner Møller Pedersen 75, og i den anledning byder han på et glas lørdag den 10. februar kl. 12 til opførelsen af Februar samme sted i den lille lund foran Rudolph Tegners museum. Varmt tøj og fodtøj anbefales, da der er koldt i "Rusland" på denne tid af året.